Året startede helt forrygende for Paula Badosa.

Men det udviklede sig pludselig til at blive et decideret mareridt for den spanske tennisstjerne.

For ikke nok med, at hun har været voldsomt ramt af skader, så måtte hun også gennemgå en svær periode i sit privatliv.

Tidligere på året gik hun nemlig fra den græske tennisstjerne Stefanos Tsitsipas, som hun ellers dannede par med.

Og derfor har den spanske topspiller da også valgt at sætte ord på det turbulente år i en story på sin Instagram-profil.

'Der skete mange ting, som ramte mit hjerte. Der var personer, der svigtede mig. Og løfter, der ikke blev holdt. Og ting, der gjorde mere ondt, end jeg nogensinde havde regnet med,' lyder det blandt andet.

Paula Badosa og Stefanos Tsitsipas gik fra hinanden tidligere på året.
Paula Badosa og Stefanos Tsitsipas gik fra hinanden tidligere på året. FOTO: Manu Fernandez/AP/Ritzau Scanpix

Hvorvidt ordene er en direkte besked til ekskæresten Stefanos Tsitsipas, det vides ikke.

Men det er dog ikke mere end to måneder siden, at stjerneparret gik fra hinanden.

Paula Badosa har tidligere været helt oppe som nummer to på verdensranglisten.

Og i januar gik hun endda hele vejen til semifinalen ved Australian Open.

Herefter gik det dog den gale vej for spanieren, som ikke har spillet en gældende kamp siden september.