Caroline Wozniackis tænkepause omkring sin tennismæssige fremtid er tilsyneladende slut.

I hvert fald siger hendes bror, Patrik Wozniacki, til TV 2, at hun trods vedvarende problemer med en leddegigtsygdom har i sinde at spille i 2020.

»Som jeg har forstået det, rejser hun til Auckland (i New Zealand, red.) fra Miami 2. januar,« siger Patrik Wozniacki og tilføjer:

»Lige nu er planen, at hun i januar først stiller op ved en WTA-turnering i Auckland og dernæst Australian Open (i Melbourne, red.). Så hun spiller i 2020, og det er altid rart. Men hvad der ellers er på programmet, ved jeg ikke.«

Caroline Wozniacki i aktion på tennisbanen.
Caroline Wozniacki i aktion på tennisbanen. Foto: HOW HWEE YOUNG
Vis mere

Der er i tenniskredse blevet spekuleret i, om Caroline Wozniacki agter at tage afsked med tennissporten ved Australian Open, som hun vandt i 2018.

»Det kan sagtens tænkes, at det ender sådan. Før Australian Open skal Caroline jo også spille en opvisningskamp mod Maria Sharapova ved miniturneringen Kooyng Classic (i Melbourne, red.). Når man vælger en sådan opgave få dage inden en Grand Slam-turnering, kan dette indikere, at man er i gang med det helt store afskedsshow,« siger Peter Bastiansen, der tidligere har spillet på det danske Davis Cup-landshold og nu er ekspertkommentator på TV 2.

Michael Mortensen, der har trænet Caroline Wozniacki og nu er ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport, tror dog, at man kommer til at se den danske tennisspiller i flere turneringer næste sæson.

»Caroline har tidligere efter Australian Open deltaget i WTA-turneringerne i Qatar og Dubai. Her har hun haft en rolle som turneringsambassadør, og jeg ved, at hun sætter stor pris på at spille dernede,« siger Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki i aktion på tennisbanen.
Caroline Wozniacki i aktion på tennisbanen. Foto: ELSA
Vis mere

Dette vil Patrik Wozniacki dog ikke bekræfte.

»Jeg ved ikke, hvor mange turneringer Caroline kommer til at spille i 2020. Det tror jeg stadig er til diskussion, men jeg ved også, at hun gerne snart vil lægge ketcheren på hylden,« siger Patrik Wozniacki til TV 2.

Ved Australian Open vil Caroline Wozniacki ikke blive seedet, da hun netop nu ligger nummer 38 på verdensranglisten i damesingle.

»For alle seedede spillere vil Caroline være den værst tænkelige førsterundemodstander. De ved, de kommer til at møde en ekstremt dygtig spiller. Rammer Caroline sit bedste, er hun svær at besejre. Caroline har det egentlig okay med det, da hun har på fornemmelsen, at hun kan besejre alle,« siger Patrik Wozniacki til TV 2.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

B.T. har forsøgt at få en kommentar til sagen fra teamet omkring Caroline Wozniacki.

Men hverken hendes far og træner, Piotr Wozniacki, eller agenterne Julien Cassaigne samt Mikkel Nissen har besvaret telefoniske henvendelser.

Caroline Wozniacki har ikke spillet en kamp på WTA Touren siden begyndelsen af oktober ved Beijing Open i Kina.

Siden har hun holdt ferie samt deltaget i et kort uddannelsesforløb på Harvard-universitetet i den amerikanske by Boston.