Det var ikke meget, de fremmødte journalister fik ud af Emma Raducanu på et pressemøde inden Madrid Open.

For den unge tenniskomet, der er faldet langt ned på verdensranglisten, fik i alt 16 spørgsmål, som hun svarede på med i alt 58 ord.

Det skriver News, der kalder seancen for 'en katastrofe'.

Emma Raducanu blev spurgt til blandt andet sin fysik, hvor svaret blot lød: »Den er fin.«

Herefter svarede hun på alle spørgsmål med meget korte sætninger i en sådan grad, at en journalist til sidst spurgte hende, om det var med vilje, hun gjorde det svært for dem med svar som 'det er, hvad det er', da hun eksempelvis blev spurgt til lodtrækningen.

»Nej,« lød det korte svar, hvorefter interviewet blev afbrudt af en WTA-official, der konstaterede, at det nok var bedst bare at stoppe her - efter blot tre minutter.

Interviewet har efterfølgende fået stor opmærksomhed, og flere journalister har skrevet om det på sociale medier.

»Vi var nogle stykker, der forsøgte at interviewe Emma Raducanu inden hendes første kamp i morgen aften ved Madrid Open. Det gik ikke særlig godt,« skriver journalisten Mike Dickson på Twitter.

Flere konstaterer dog, at de godt kan forstå den unge tennisspillers svar, da den engelske presse har været hård ved hende de sidste mange måneder.

Emma Raducanu vandt på imponerende vis US Open tilbage i 2021 som blot 18-årig, men siden er det gået ned ad bakke for den unge spiller, der lige nu ligger nummer 85 på verdensranglisten.

Sidste år nåede hun fjerde runde ved Madrid Open, og hvis det ikke lykkes at forsvare de point, hun optjente her, ryger hun formentlig ud af top-100.