Elina Svitolina slog Simona Halep og er nu oppe på otte sejre i træk ved sæsonfinalerne.

Elina Svitolina er klar til semifinalen i tenniskvindernes sæsonfinale, WTA Finals, der spilles i Kina.

Ukraineren besejrede Simona Halep i to sæt med 7-5 og 6-3 og har dermed vundet sine første to kampe i gruppen, hvor alle spillere skal spille tre kampe.

Efter to sejre uden at afgive sæt er Svitolina allerede nu sikker på at slutte på en af de to øverste pladser i gruppen og har dermed sikret sig avancement til semifinalen.

Hun vandt turneringen sidste år og er med onsdagens sejr oppe på otte på stribe i sæsonfinalerne.

Svitolina grundlagde sejren ved at vinde et tæt første sæt, der varede i næsten en time.

Ukraineren lagde hårdt ud og tog de første tre partier, men Halep var ikke rystet og tog sig af de næste tre.

Herefter holdt begge spillere deres serv, indtil Svitolina var foran 6-5. Halep var tvunget til at holde sin serv for at holde sættet i live, men det gik galt for rumæneren, der blev brudt rent og måtte se sættet glide af hænde.

Halep fik chancen for at komme tilbage, da hun brød Svitolinas serv i andet sæt og kom foran 2-1.

Men den regerende mester svarede igen med det samme og brød rumænerens serv på ny til stillingen 5-3.

Herefter kunne Svitolina serve sejren hjem, og selv om Halep havde to breakbolde, stod ukraineren for presset og spillede sig videre i den økonomisk lukrative turnering.

I onsdagens anden kamp i gruppen vandt Karolína Plísková fra Tjekkiet over canadiske Bianca Andreescu, efter sidstnævnte måtte trække sig med en knæskade efter første sæt. Det var endt med 6-3 til Pliskova.

Dermed er Andreescu uden chance for at gå videre. Fredag tørner Halep og Pliskova sammen i en direkte kamp om den anden semifinaleplads. Begge har vundet en kamp hidtil i gruppen.

/ritzau/