Mats Wilander ser Caroline Wozniacki som favorit i kvartfinale, men senere kan hardhittere volde problemer.

Melbourne. Mats Wilander ved, hvad han taler om.

Den svenske tennislegende triumferede tre gange ved Australian Open, så han ved, hvad der skal til for at gå hele vejen i grand slam-turneringen i Melbourne.

Han vurderer Caroline Wozniacki som en bejler til titlen, men han mener samtidig, at den danske stjerne kan få problemer, hvis hun i en eventuel semifinale eller finale skal møde en såkaldt hardhitter.

- Carolines udfordring er, når hun møder en spiller med store slag. Men måske er det hendes tur (til at vinde en grand slam-turnering, red.), siger Wilander, der er ekspert på Eurosport, som viser kampene fra Australian Open.

Wozniacki er klar til kvartfinalen, og det var der ikke meget, der tydede på, da danskeren i anden runde var bagud med 1-5 og nede med to matchbolde mod kroaten Jana Fett.

Men den andenseedede Wozniacki kæmpede sig ud af vanskelighederne og har siden vundet sine kampe overbevisende.

Wilander mener, at forskrækkelsen kan gavne Wozniackis titeljagt.

- Hun har allerede fået en stor forskrækkelse, da hun var nede med matchbolde og kom tilbage, og efter sådan en oplevelse kan man føle, at man intet har at tabe, siger Wilander.

Han var imponeret over danskerens spil i ottendedelsfinalen mod Magdalena Rybarikova, og han tror også, at Wozniacki slår sig forbi spanske Carla Suárez Navarro i kvartfinalen.

- Hun har fået en god lodtrækning til næste runde, da Navarro ikke vil koste Wozniacki rundt på banen.

- Caroline spiller god tennis lige nu, og hun vil gå ind til kvartfinalen med meget stor selvtillid, lyder det fra den 53-årige svensker.

Wozniackis kvartfinale er programsat som den anden på tirsdagens aftenprogram i Melbourne.

Tirsdag morgen klokken 9 dansk tid spiller Rafael Nadal mod Marin Cilic, og derefter skal Wozniacki i aktion. Et kvalificeret bud er, at det kan blive fra omkring klokken 11.30.

/ritzau/