Lørdagens danske Davis Cup-sejr har fået et spicy efterspil.

For efter den rød-hvide triumf i Royal Arena tog den serbiske tennisstjerne Hamad Medjedovic nemlig bladet fra munden, da han rasede mod de danske fans' opførsel i den københavnske arena.

Men den kritik giver Danmarks landsholdskaptajn, Frederik Løchte Nielsen, intet for.

Det fortalte han på det efterfølgende pressemøde, da han blev spurgt ind til, om han kunne forstå serberens frustration.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nej, det kan ikke. Jeg ved ikke, hvad han havde regnet med i en 2-2 kamp i Davis Cup på hjemmebane. Hvis han tror, der havde været mere stille i Serbien, så ville det overraske mig,« lød det fra kaptajnen, inden han fortsatte:

»Men det er faktisk den største fejl, Medjedovic laver i kampen. Han fører 6-1,1-0 og cruiser afsted, men så viser han hånden og giver publikum noget, man kan stresse ham på. Det er en kæmpe fejl, han laver. Han viste os, at han var stresset.«

Det var især episoden i andet sæt i dramaet mod Elmer Møller, hvor Hamad Medjedovic lavede en dobbeltfejl, som fik flere danske fans til at juble, der irriterede serberen efter kampen.

En episode, som Møller dog ikke bed mærke i på den anden side af nettet.

»Når jeg spiller, så tænker jeg ikke på larmen, så det lagde jeg ikke mærke til,« forklarede danskeren, inden han afsluttede:

»Men jeg er ked af, hvis det har været hans oplevelse. For det, tror jeg ikke, har været nogens intention.«

Det danske herrelandshold i tennis skrev lørdag historie. For aldrig er Danmark nået så langt i Davis Cup.

Holger Rune og de andre danske tennisstjerner skal derfor til efteråret møde enten Schweiz eller Spanien i Davis Cup Qualifiers 2 – sidste skridt inden en plads i Davis Cup Finals.