Norske Casper Ruud var suveræn og slog sikkert danske Holger Rune i ATP-turneringen i svenske Båstad.

Det 18-årige danske tennistalent Holger Rune tabte torsdag 0-6, 2-6 til Nordens højest rangerede spiller, nordmanden Casper Ruud.

I anden runde af ATP-turneringen i svenske Båstad var verdens nummer 16 en alt for stor mundfuld for den danske teenager.

Casper Ruud satte skabet på plads allerede i et hurtigt første sæt, som han vandt 6-0 på 24 minutter.

Holger Rune, der er nummer 211 i verden, kom bedre med i andet sæt, men 22-årige Casper Ruud var sin modstander overlegen på grusset.

Rune kæmpede sig til en 1-3-reducering i andet sæt og fejrede det med begge arme i vejret og et stort smil, og siden holdt han også serv til 2-4, men derved blev det også.

Den topseedede nordmand erkender, at han ramte en særlig god dag.

»Der er ekstra pres på, når man er seedet nummer et. Og i en kamp mod en yngre skandinav er det endnu større.«

»Men jeg havde et professionelt mindset og spillede fra første til sidste point en kamp nærmest uden nogen fejl,« siger Casper Ruud umiddelbart efter kampen.

Kampen var Ruuds første i turneringen, da han var oversidder i første runde. Her slog Holger Rune verdensranglistens nummer 91, Radu Albot, med 4-6, 6-3, 6-0.

Det er anden gang, at Casper Ruud slår Holger Rune sikkert. I deres første møde vandt Ruud tidligere i 2021 med 6-2, 6-1 i Monte Carlo.

/ritzau/