Ægteskabet varede kun to år, men hun nåede alligevel at opleve lidt af hvert.

Fra 1997 til 1999 var den amerikanske skuespillerinde Brooke Shields nemlig gift med tennisstjernen Andre Agassi.

Et forhold, der var præget af ekstrem jalousi fra sidstnævntes side, påstår Shields i et interview med New Yorker.

Det var især, når det gik fremad i Brooke Shields karriere, eller når hun skulle arbejde sammen med en mandlig kollega, at tennislegenden kunne finde på at gå fuldstændig amok, lyder det.

Andre Agassi og Brooke Shields var gift fra 1997 til 1999.
Andre Agassi og Brooke Shields var gift fra 1997 til 1999. Foto: ETHAN MILLER
Vis mere

Det understregede en gæsteoptræden i den populære tv-serie 'Venner'. Her er der nemlig en scene, hvor hun slikker Hollywood-stjernen Matt LeBlancs fingre undervejs i et afsnit.

Noget, der altså fik hendes daværende bedre halvdel op i det røde felt.

»Andre var taget med for at støtte mig, men han stormede ud, da jeg slikkede Matts fingre. Han mente, at alle nu ville gøre nar af ham, og at jeg havde gjort ham til grin,« fortæller Brooke Shields, som prøvede at tale Agassi til fornuft, da de kom hjem.

Men han ville ikke høre på hende. I stedet var han så rasende, at han – ifølge Hollywood-skuespillerinden – smadrede flere af sine prestigefyldte tennistrofæer.

Andre Agassi og Brooke Shields mødte hinanden under en tenniskamp i 1993. Fire år senere blev de gift. Et ægteskab, der blev afsluttet efter blot to år.

Den amerikanske tennisstjerne er stadig én af få spillere, der igennem tiden har formået at vinde alle fire grand slam-titler.

Hele otte gange har Agassi kunnet kalde sig grand slam-vinder, inden han stoppede sin karriere i 2006.