Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er blandt deltagerne, når WTA-sæsonfinalen bliver spillet fra 22.-29. oktober i Singapore.

Søndag vandt Wozniacki selv finalen i Pan Pacific Open i Tokyo, men deltagelsen i sæsonfinalen blev først endegyldigt sikret, da franske Kristina Mladenovic tabte sin første kamp ved turneringen i Wuhan.

Nu kan Wozniacki nemlig ikke undgå at slutte året uden for top-8 på den såkaldte race-liste.

Det skriver TV2 Sport.

Dermed skal danskeren for femte gang være med i sæsonfinalen. Det er hendes første deltagelse siden 2014.

Det var tjekken Katerina Siniakova, som slog Mladenovic i to sikre sæt med 6-3, 6-2 og banede vej for endnu en god nyhed til Wozniacki.

Også Venus Williams er sikker på at deltage i sæsonfinalen som følge af søndagens resultater.

I forvejen har Garbiñe Muguruza, Simona Halep, Karolína Plísková og Elina Svitolina sikret sig adgang til sæsonfinalen. Dermed er der nu kun to pladser tilbage at spille om.

Caroline Wozniackis bedste resultat i sæsonfinalen er en andenplads. Det opnåede hun i 2010, hvor hun tabte til Kim Clijsters i finalen.

/ritzau/