Tennisverdenen har fået en ny darling.

Navnet er Cori Gauff!

B.T.'s udsendte tennisreporter så med fra sidelinien på Wimbledon-anlæggets legendariske Centre Court, da den 15-årige amerikaner fredag aften - trods matchbold mod sig - vandt en knap tre timer lang gyserduel mod den useedede slovener Polona Hercog.

Og det tør nok siges, at publikum levede sig ind i tredjerunde-kampen. Når stortalentet kiksede blev der sukket dybt, og vandt hun på spektakulær vis et point, blev der jublet vildt og inderligt.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Sjovt nok var det dog ikke sin præstation, hun på det efterfølgende pressemøde allerhelst ville tale om.

Normalt plejer journalisterne at tage ordet først. Men i dette tilfælde brød Cori Gauff kodeks og henviste indledningsvis til, at hendes store idol, rapperen og skuespilleren Jaden Smith, havde udsendt et splinternyt album og sendt hende beskeden »Coco Gauff, you are the one«.

På spørgsmålet om hvorvidt hun var mest glad for sit Wimbledon-avancement eller nyudgivelsen, var hun leveringsdygtig i dette svar, der har udløst en lang række kommentarer på internetmediet Twitter:

»Begge dele. Men jeg er altså rigtig glad for, at dette album er ude nu. Det er længe ventet.«

Mandag står hun foran en enorm opgave mod den tidligere verdensrangliste-etter og French Open-vinder Simona Halep fra Rumænien.

»Okay, er det hende jeg skal møde? Jeg har aldrig trænet med hende, men jeg har set hende spille mange gange, og jeg føler mig godt orienteret om hendes styrker og svagheder. Mit mål er at vinde turneringen. Jeg vil vinde uanset, hvem jeg spiller mod,« sagde Cori Gauff.

Og hvem er denne teenager så?

Hun er født Atlanta og bor nu i Delray Beach, hvor der er mulighed for at træne på højeste niveau. De atletiske gener kommer fra forældrene Corey og Candi Gauff, der i deres collegetid dyrkede henholdsvis basketball og atletik. Hun går stadig i skole og scorede et B i en fysikprøve, aftenen før hun spillede finale i kvalifikationstuneringen til Wimbledon. Desuden er det værd at bemærke, at hun foretrækker at blive kaldt »Coco«, fordi hendes fødenavn i udtale lyder som sin fars.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har tidligere i år vurderet, at hun i 2019 kommer til at tjene op mod en million US-dollar.

Det skyldes ikke mindst, at hun er begyndt er begyndt at indkassere præmiepenge på WTA Touren.

Herudover er hun sikret en årlig sponsoropbakning på en million dollars (cirka 6,6 mio. danske kroner) gennem aftaler med sportsmærket New Balance, ketsjermærket Head og pastaproducenten Barilla.

Hendes seneste sejr i Wimbledon betød, at hun indkasserede yderligere 200.000 US-dollars.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Da hun på pressemødet blev konfronteret med dette faktum, svarede hun således:

»Okay, cool! Men jeg kan ikke købe en bil, fordi jeg ikke kan køre. Ærlig talt hader jeg at bruge penge. Men måske går jeg ind på MSFTSrep, der jo tilbyder en Jaden Smith-collection, og køber en trøje«.

I øvrigt kender den danske juniorspiler Holger Rune hende udmærket eftersom de begge i perioder træner på grækeren Patrick Mouratouglus akademi i Nice, Frankrig.

»Hun er meget ydmyg, spiller rigtig godt og bruger hovedet i duellerne. Det er inspirerende at se en opkomling som hende træde ind på scenen,« siger Holger Rune.