Rafael Nadal lod ikke Jo-Wilfried Tsonga få en eneste breakbold i deres kamp i tredje runde ved Wimbledon.

Rafael Nadal gjorde kort proces, da han lørdag var i aktion i tredje runde ved Wimbledon i London.

Den tredjeseedede spanske tennisstjerne var ganske overlegen, da han på Centre Court vandt 6-2, 6-3, 6-2 over franske Jo-Wilfried Tsonga.

Rafael Nadal lignede en spiller, der kommer til at række kraftigt ud efter karrierens 19. grand slam-triumf, efter at han for nylig vandt French Open for 12. gang.

Jo-Wilfried Tsonga mødte ellers op med en for de fleste spillere ganske hæderlig statistik på 4 sejre i 12 indbyrdes kampe mod Rafael Nadal.

Blandt andet havde franskmanden for otte år siden vundet deres eneste kamp mod hinanden på græs før lørdagens møde.

Alt dette betød dog ingenting, da de først kom ud på banen.

Rafael Nadal gav intet væk og vandt første sæt efter to servegennembrud.

I andet sæt nøjedes spanieren med et enkelt servegennembrud, men Jo-Wilfried Tsonga måtte fortsat nøjes med at drømme om bare at få tilkæmpet sig en enkelt breakbold.

Billedet fortsatte i tredje sæt, hvor Rafael Nadal brød franskmandens serv to gange. Stadig uden breakbolde til modstanderen.

Jo-Wilfried Tsonga var nede med tre matchbolde, da han servede ved stillingen 1-5, men han fik pyntet lidt på cifrene, inden Rafael Nadal servede sejren hjem.

Jo-Wilfried Tsonga var tilbage i 2008 i finalen ved grand slam-turneringen Australian Open.

Samme år vandt Rafael Nadal Wimbledon for første gang af hidtil to gange. Han vandt også den engelske grand slam-turnering i 2010.

/ritzau/