Det danske tennistalent Holger Rune er i topform før Grand Slam-turneringen French Open, der spilles i Paris 26. maj til 9. juni.

Således vandt han lørdag finalen ved grade 1-turneringen Torneo Internazionale i Italien 6-2, 6-1 over argentineren Alejo Lorenzo.

Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund betyder resultatet, at han placerer sig i top-10, når verdensranglisten opdateres næste gang.

»Det er virkelig godt gået af Holger at vinde to grade 1-turneringer i træk. Det vidner om en imponerende stabilitet, som er en af de vigtigste egenskaber, når man skal slå igennem i international tennis. Jeg glæder mig meget til at følge ham under sommerens junior grand slams,« citeres DTF's sportschef Jens Anker Andersen for at sige.

Holger Rune
Holger Rune Foto: Privatfoto
Vis mere

Han glæder sig endvidere over Holger Runes avancement på verdensranglisten.

»Vi har ikke set en dansk herrespiller i top-10 på juniorverdensranglisten siden Kristian Pless i 1999. Og Holger er endda kun 16 og har i princippet to år tilbage som junior. Det understreger bare, at han er et helt særligt talent,« siger Jens Anker Andersen.

Næste opgave for Holger Rune bliver en grade A-turnering i Milano, hvorefter han deltager i French Open.

I øvrigt blev Holger Rune tidligere på foråret den yngste mandlige Danmarksmester i tennis nogensinde, da han vandt indendørs-DM, der foregik i Hillerød.