På imponerende vis har danske Clara Tauson vundet Luxembourg Open.

I finalen mødte Tauson lettiske Jelena Ostapenko, der var forsvarende mester i Luxembourg Open. Titlen som forsvarende mester, og det faktum at Ostapenko ligger 30 pladser foran Tauson på verdensranglisten, viste sig ikke at være en forhindring for det store danske tennistalent.

Første sæt blev sikkert vundet af danskeren på blot en halv time med cifrene 6-3, imens andet sæt var en større, længere kamp. Ostapenko kom bagud tidligt i andet sæt, men åd sig lige så stille tilbage og vandt 6-4 efter tre kvarter.

Altså skulle det hele afgøres i et intenst tredje sæt.

Foto: ED JONES
Vis mere

Ostapenko startede stærkt og brød tidligt i sættet danskerens serveparti, men en mentalt stærk dansker brød straks tilbage. Og det var også et meget godt billede på tredje sæt, der bølgede frem og tilbage og overordnet set var utrolig tæt.

Efter cirka to timers spil var kampen slut. Tauson vandt tredje sæt 6-4.

Dermed vandt danskeren altså 2-1 i sæt med cifrene 6-3, 4-6 og 6-4 og kan derfor tage WTA-titlen med sig hjem til Danmark.

Efter kampen var Tauson selvsagt lykkelig.

»Jeg vil gerne takke alle sponsorer og alle, der er kommet. Jeg ser mange danske flag.«

»I hjalp mig virkelig i dag. Det er så dejligt, at I er tilbage,« siger Clara Tauson efter kampen ifølge TV 2.

Og det er endda ikke første gang, at 18-årige Tauson har vundet en WTA-turnering. Den første vandt hun i Lyon, hvor der i marts blev afholdt WTA-turnering.

Clara Tauson er på 70.-pladsen på verdensranglisten, imens Ostapenko ligger nummer 30. På sin vej til finalen har Tauson slået modstanderne Astra Sharma, Ekaterina Alexandrova, Marie Bouzkova og Marketa Vondrousova.