Han skrev en brutal besked til sig selv.

Det afslører Taylor Fritz' kæreste, Morgan Riddle, i en story på Instagram.

Tiden skal skrues tilbage til 2021, hvor Taylor Fritz indtog Wimbledon-scenen med en placering som nummer 40 i verden.

Her røg han ud i tredje runde til Alexander Zverev, og det var langtfra noget, Fritz var tilfreds med, afslører kæresten.

Taylor Fritz og Morgan Riddle danner par.
Taylor Fritz og Morgan Riddle danner par. Foto: Lynne Sladky
Vis mere

'En besked, som Taylor skrev til sig selv på min telefon i bussen, efter han tabte og røg ud af top-40, hahaha,' skriver hun om beskeden, der lød:

'Ingen i verden underpræsterer mere, end du gør, du er så fucking god, men nummer 40 i verden … tag dig fucking sammen.'

Dengang var det syvende gang, den amerikanske tennisstjerne – der i dag ligger nummer 10 i verden – spillede sig til tredje runde i en grand slam, men på daværende tidspunkt havde han endnu ikke formået at spille sig videre til en runde fire.

I dag er historien dog en anden, og måske har den hårde besked virket, for i 2022 nåede han til fjerde runde ved Australian Open og kvartfinalen i Wimbledon. Samme år vandt han tre titler, herunder Indian Wells.

I disse dage spiller han turnering i Monte Carlo, hvor han i doubleturneringen er makker med den danske stjerne Holger Rune. Begge er også nået til kvartfinalerne i singleturneringen.