Tennissporten fik sidste år et vaskeægte stjernepar, der nu deler en ny glædelig nyhed.

De to tennisspillere Gaël Monfils og Elina Svitolina blev nemlig gift i juli 2021. Noget, som begge afslørede på deres respektive Instagram-profiler, hvor de viste ringene frem på et billede med teksten 'Hr. og fru Monfils'.

'Den bedste dag i mit liv,' skrev ukrainske Elina Svitolina dengang i opslaget, men nu kan en lige så stor dag i superstjernens liv være på vej, da parret søndag annoncerede, at de skal være forældre til oktober.

'Med et hjerte fuld af kærlighed og lykke er vi glade for at kunne meddele, at vi venter en lille pige til oktober,' skriver både Gaël Monfils og Elina Svitolina på hver sin Twitter-konti.

Selvom kærligheden blomstrer lige nu, har det ikke altid været liv og glade dage for stjerneparret, der tidligere har haft lidt knas i forholdet.

En måned inden parret blev forlovet, havde de besluttet at tage en pause fra hinanden.

En situation, der dog blev vendt fuldstændig på hovedet, da Gaël Monfils pludselig røg på knæ og friede til Elina Svitolina i april sidste år.

Elina Svitolina har tidligere ligget nummer tre på kvindernes verdensrangliste, men i skrivende stund ligger hun nummer 27, da hun ikke har spillet en kamp siden et nederlag i første runde af WTA-turneringen i Miami i marts. Og det er selvfølgelig helt indlysende nu, hvorfor hun ikke har spillet på det seneste.

Gaël Monfils har trods en alder af 35 år stadig fint gang i karrieren, hvor han er placeret som nummer 21 på verdensranglisten. Senest var han i aktion mod verdensetteren Novak Djokovic til ATP-turneringen i Madrid i starten af maj, hvor Gaël Monfils tabte klart i to sæt til serberen.