Sommerens Wimbledon bliver uden den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz.

Den spanske verdenstoer skriver på X, at han ikke bliver klar til den engelske grand slam-turnering på grund af den håndledsskade, som han pådrog sig i april.

Skaden gjorde, at Alcaraz for en lille måned siden sagde, at han ikke blev klar til den næstkommende grand slam-turnering, French Open, som han har vundet i 2024 og 2025.

Og nu ryger Wimbledon, som han vandt i 2023 og 2024, altså også.

- Min genoptræning går godt, og jeg har det bedre, men desværre er jeg fortsat ikke i stand til at spille. Det er derfor, at jeg er nødt til at melde afbud til græsturneringen i Queens og Wimbledon, skriver den syvdobbelte grand slam-vinder.

Alcaraz tabte sidste år finalen til den nuværende verdensetter, Jannik Sinner.

I alt har Carlos Alcaraz siden 2022 vundet syv grand slam-titler.

Han indledte 2025 som nummer et på verdensranglisten og vandt i januar årets første grand slam-turnering Australian Open.

Det var den sidste af de fire store turneringer, som spanieren manglede at vinde. I finalen i Melbourne slog han serbiske Novak Djokovic.

Efterfølgende vandt Alcaraz også ATP 500-turneringen i Qatar, hvilket er hans seneste turneringssejr i år.

I april overtog den italienske rival Sinner førstepladsen.

15. april trak Alcaraz sig så fra ATP 500-turneringen Barcelona Open inden anden runde, efter at han havde vundet sit opgør i første runde.

/ritzau/