Den britiske tennisstjerne Andy Murray har brug for hjælp – desperat hjælp.

Han er nemlig havnet i den sorte bog hjemme hos fruen efter en lettere bizar episode under den prestigefyldte turnering Indian Wells i Californien.

Det fortæller han i en video på de sociale medier. Se den i bunden af artiklen.

For i forbindelse med turneringen var han onsdag aften ude at spise middag, da han efterfølgende gik tilbage til sin bil for at tage tilbage til sit hotel.

Og her blev han mødt af en lille og knap så lækker overraskelse.

»Bilen lugtede ikke godt. Jeg havde efterladt mine tennissko derinde, og der har været omkring 39 grader varm, så mine sko var rimelig svedige og ildelugtende,« forklarer han i videoen, hvor han har svært ved at lade være med at smile.

Da 34-årige Andy Murray kom tilbage til hotellet, valgte han derfor at placere sine sko under bilen, så de kunne luftes og blive tørret over natten.

Men da han kom tilbage næste morgen, var de væk, hvilket betød, at han måtte forbi en butik for at købe et nyt par – umiddelbart ikke verdens største problem.

Sådan så det ud, da Andy Murray giftede sig med Kim Sears i byen Dunblane i Skotland tilbage i 2015.
Sådan så det ud, da Andy Murray giftede sig med Kim Sears i byen Dunblane i Skotland tilbage i 2015. Foto: Russell Cheyne
Vis mere

Og dog.

»Da jeg så var ved at gøre mig klar til at træne, sagde min fysioterapeut til mig: 'Hvor er din vielsesring?' Og jeg var sådan: Åh nej! Jeg plejer nemlig at binde min vielsesring til mine tennissko, når jeg spiller, fordi jeg kan ikke spille med den på hånden,« forklarer han og fortsætter:

»Så min vielsesring er også blevet stjålet, og derfor er jeg – selvsagt – kommet i den sorte bog derhjemme, og jeg vil rigtig gerne prøve at finde den. Så hvis nogen kan dele dette og måske har en idé om, hvor den kan være, så ville det være til stor hjælp, så jeg kan prøve at få den tilbage. Det ville jeg sætte stor pris på,« lyder det fra tennisstjernen.

I opslaget på Instagram, hvor Murray har delt videoen, indrømmer han også, at han ikke ligefrem har været den skarpeste kniv i skuffen.

'Ja, jeg ved, jeg er en idiot, og set i bakspejlet virker det som en frygtelig idé, men jeg har brug for hjælp. Hvad skal belønningen være for at få den tilbage?'

Andy Murray har været gift med sin hustru, Kim Sears, siden 2015. De har tre børn sammen.

Ud over Andy Murray er der også dansk deltagelse ved turneringen, der betegnes som den største foruden de fire grand slam-turneringer.

I første runde skal danske Holger Rune således op mod den 25-årige amerikanske kvalifikationsspiller Ernesto Escobedo. Opgøret er endnu ikke programsat, men afvikles efter alt at dømme fredag.