Andy Murray lagde i ren desperation en video på Instagram, hvor han fortalte om, at hans vielsesring var blevet stjålet.

I videoen fortalte han, at ringen skulle returneres med det samme, og han forklarede samtidigt den bizarre måde, hvorpå ringen blev stjålet.

»Jeg putter i bund og grund min vielsesring på mine snørebånd på mine tennissko, mens jeg spiller, fordi jeg ikke kan spille med den på min hånd,« siger Andy Murray, der efter træningen op til hans første kamp ved Indian Wells tog sine sko af med ringen på og lod tennisskoene stå under sin bil for at tørre, da han kom tilbage til sit hotel efter træningen.'

»Skoene var ildelugtende, så jeg satte dem under bilen for, at de kunne få lidt luft og tørre natten over,« fortæller Andy Murray, der dog vågnede op til, at skoene nu pludselig var væk.

Tennisstjernen havde dog glemt alt om, at ringen stadig var bundet fast på skoene. Han studsede over, at nogle ville stjæle nogle ildelugtende tennissko, men det var først da hans fysioterapeut spurgte ind til, hvorfor han ikke havde ringen på, at det gik op for ham, hvad der var sket.

»Ja, jeg ved, at jeg er en idiot, og set i bakspejlet virker det som en forfærdelig idé, men jeg har brug for lidt hjælp,« lød det i en opsang på Instagram. Og hans bønner blev da også besvaret.

»Vil du tro det – ringen og skoene er kommet hjem,« sagde den tre gange Grand Slam-vinder i et interview fra Indian Wells, hvor han i dag spillede sin første kamp i turneringen.

»De lugter stadig forfærdeligt,« siger Andy Murray om de tilbagevendte tennissko og forklarer, at nu er hans kone, Kim Sears, heldigvis ikke sur på ham mere.

Andy Murray vil ikke præcist oplyse, hvordan skoene og ringen igen endte i hans varetægt, men at han udvekslede 'et par opkald' med sikkerhedspersonalet på hotellet.

Om det hjalp på tennisstjernens velspil på banen, at han nu havde fået ringen tilbage vides ikke, men briten vandt i hvert fald sikkert sin første kamp ved Indian Wells tidligt søndag morgen.

I to sæt slog han franske Adrian Mannarino med cifrene 6-3 6-2.