Stemningen var på nulpunktet i teamet omkring Caroline Wozniacki, efter den 28-årige danske tennisspiller mandag overraskende var blevet besejret i grand slam-turneringen French Opens første runde af verdensranglistens nummer 68, Veronika Kudermetova fra Rusland.

»Selvfølgelig er vi allesammen enormt skuffede,« sagde hendes bror, Patrik Wozniacki, til B.T.s udsendte i foyeren uden for Roland Garros-anlæggets spillerrestaurant og tilføjede:

»Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Hun taber, og det er det, vi må forholde os til. Jeg har ingen mening om hendes øjeblikkelige fysiske formåen, men jeg så en Caroline spille mod en modstander, der bare var bedre. Hvad der sker herefter, ved jeg ikke.«

Caroline Wozniackis franske agent, Julien Cassaigne, var yderst kortfattet og svarede således på spørgsmålet om, hvorvidt hun som planlagt stiller op til titelforsvar i juni ved WTA-turneringen i den engelske badeby Eastbourne samt juli måneds Wimbledon-turnering:

JULIEN DE ROSA

»Vi får se!«

Hendes danske rådgiver, Mikkel Nissen, var heller ikke videre snakkesalig.

»Desværre er hun slået ud af French Open. Hvad der kommer til at ske i hendes nærmeste fremtid, er jeg ikke orienteret om. Det er stadig planen, at hun stiller op i Eastbourne og Wimbledon. Men tal med hendes far,« sagde Mikkel Nissen.

Dette var imidlertid ikke muligt, da Piotr Wozniacki straks efter Caroline Wozniackis tabte kamp mod Veronika Kudermetova på Court Philippe-Chatrier hastede væk fra Roland Garros-anlægget og efterfølgende ikke har besvaret B.T.s henvendelser.

Vincent Kessler

På mandagens pressemøde fortalte Caroline Wozniacki, at hun den kommende måned er tilmeldt både WTA-turneringen i Eastbourne samt Wimbledon.

Så selvom hun røg tidligere end forventet ud af French Open, regner hun ikke med at eftertilmelde sig andre turneringer.

Ifølge Caroline Wozniacki skulle det dog ligge fast, at hun stiller op i Wimbledon, selvom hun de seneste måneder hverken har trænet optimalt på grund af skader og sygdom eller har leveret andre topresultater end kvalifikationen til den tabte finale i Charleston for knap to måneder siden.

»Min 2019-sæson har indtil videre ikke været særlig god. Der er ikke så meget, jeg kan gøre lige nu. Men jeg forsøger at være positiv og tro på, at det vender på et tidspunkt,« sagde Caroline Wozniacki.