Barbora Krejcikova agerede stopklods for det 17-årige stortalent Cori Gauff ved French Open.

Den bare 17-årige amerikaner Cori Gauff har imponeret i 2021, og ved French Open har tennistalentet også holdt højt niveau - men nu er det slut.

I kvartfinalen onsdag løb hun ind i tjekkiske Barbora Krejcikova, og det blev for stor en mundfuld.

Cori Gauff tvang første sæt ud i en tiebreak, som hun dog tabte, men i andet sæt gik det galt det for det purunge fænomen.

Trods småproblemer i første sæt buldrede 25-årige Barbora Krejcikova derudad med flot tennis i andet sæt og vandt 7-6, 6-3.

Dermed er tjekken klar til semifinalen, hvor hun skal op imod græske Maria Sakkari, der tidligere onsdag slog sidste års vinder, polske Iga Swiatek.

Første sæt var tæt. Begge spillere formåede at bryde hinandens serv to gange, inden det skulle afgøres i tiebreak. Her havde begge spillere utrolig svært ved at holde serv, men Krejcikova trak altså det længste strå.

I andet sæt var der pludselig stor niveauforskel.

Barbora Krejcikova spillede klogt og udmanøvrerede sin unge modstander i de første fem partier. Cori Gauff lod sig dog ikke slå helt ud. Trods sin ringe erfaring havde hun styr på det mentale og løftede sit spil betragteligt.

Hun vandt tre servepartier i streg, men så fandt Krejcikova storspillet frem igen og vandt sidste parti rent.

Den succesfulde tjekke har aldrig tidligere nået en singlesemifinale i en grand slam-turnering. Hun er derimod en højt agtet doublespiller, og i den disciplin har hun vundet flere grand slam-titler.

Hun har tidligere i dette års French Open været i fokus, fordi hun før sin kamp i fjerde runde mod amerikanske Sloane Stephens brød sammen i omklædningsrummet.

Først efter grædende at have talt med sin psykolog kunne Krejcikova få sig selv til at stille op til kampen, som hun vandt overbevisende 6-2, 6-0.

/ritzau/