Ganske vist fylder Frederik Løchte Nielsen 36 år i august. Men den danske tennisspiller, der i 2012 vandt Wimbledons herredoublerække sammen med Jonathan Marray, har ingen aktuelle planer om at lægge ketcheren på hylden.

»Jeg kører på, så længe det giver mening. Lige nu er jeg nummer 57 på verdensranglisten i herredouble. Den placering er jeg godt tilfreds med,« sagde Frederik Løchte Nielsen til B.T.s, udsendte efter han sammen med sin brasilianske doublemakker, Maracelo Demoliner, havde kvalificeret sig til anden runde i Australian Opens herredouble.

I førsterundekampen mod det spanske brødrepar Marcel og Gerard Gronollers tabte den dansk-brasilianske duo 4-6, men herefter tog sidstnævnte teten og vandt de efterfølgende to sæt 6-4, 6-2.

»Jeg var lidt rusten fra kampens begyndelse, men formåede heldigvis at håndtere kampens udvikling og blev kun bedre og bedre,« sagde Frederik Løchte Nielsen og tilføjede:

»Det var en god sejr over et godt par.«

Frederik Løchte Nielsen og Marcelo Demoliner skal møde 10. seedede Dominic Inglot og Franko Skugor i anden runde.

Det er første gang i fem år, at Frederik Løchte Nielsen deltager ved Australian Open.

»Det er super fedt at være med. Det er jo derfor, vi alle sammen spiller tennis. Jeg er ikke anderledes. Det er for at spille Grand Slams. Personligt har jeg aldrig taget det for givet at være med på dette niveau, og jeg synes, det er et kæmpe privilege at være med,« lød Frederik Løchte Nielsens slutreplik.