»Hov, hvem er det?«
Hvis tennisseere fik netop den tanke fredag aften, da de så kampen mellem Carlos Alcaraz og Andrey Rublev, så forstår man det godt.
For på et tidspunkt spottede tv-kameraerne pludselig den danske tennisstjerne Holger Rune, som i øjeblikket er i Qatar for at genoptræne, ude på tilskuerpladserne.
Men danskeren sad ikke alene.
Den unge tenniskomet havde nemlig selskab af en ung kvinde. Og der så ud til at være rigtig god kemi imellem dem.
For i en video, der lige nu florerer på X, kan man da også kortvarigt se Holger Rune og kvinden flette fingre.

Derfor flyder kommentarsporene på det sociale medie da også lige nu over med spørgsmål om, hvorvidt den danske verdensstjerne har fået en ny kæreste.
Og hvem kvinden er.
B.T. har efterfølgende været i kontakt med Rune-lejren. Men de ønsker ikke at kommentere på videoen.
Danskeren har i øvrigt tidligere dannet par med den italienske model, influencer og ejendomsmægler Caroline Donzella.
Men det forhold sluttede i 2024.
Holger Rune befinder sig i øjeblikket i Qatar, hvor han genoptræner på det berømte sportshospital Aspetar.
Danskeren overrev i oktober sin ene akillessene ved Nordic Open i Stockholm.
Det er endnu uvist, hvornår han er i stand til at gøre comeback på tennisbanen.

