Sportsstjerner har det med at være i lidt halvdårligt humør, efter de har tabt en kamp.

Det var den spanske tennisstjerne Rafael Nadal også i den grad efter sin første kamp ved sæsonfinalerne i London.

Verdensetteren tabte opgøret mod Alexander Zverev i to sæt og derfor ville en italiensk journalist høre, om det nylige bryllup med ungdomskæresten Xisca Perello havde påvirket hans præstation.

Det fik Nadal til at spærre øjnene op, inden han irriteret svarede:

»Seriøst, spørger du mig virkelig om det? Er det et seriøst spørgsmål, eller er det for sjov?,« sagde han ifølge norske Dagbladet.

Efter en længere pause fortsatte han:

»Det er en stor overraskelse for mig, at du stiller mig det spørgsmål. Jg har været sammen med den samme pige i 15 år, hvor jeg har haft et stabil og normalt liv. Det gør ingen forskel, om man sætter en ring på fingeren eller ej,« sagde han surt.

Faktisk blev den 33-årige spanier så irriteret, at han ikke ville tage flere spørgsmål på engelsk.

Nadal blev i oktober måned gift med Xisca Perello.
Nadal blev i oktober måned gift med Xisca Perello. Foto: PETER PARKS
Vis mere

»Vi går over til spansk, for det her er noget lort. Tak for det,« sagde en af sportens største legender ironisk til journalisten.

Den 19-dobbelte Grand Slam-vinder blev gift den 19. oktober på øen Mallorca, hvor han kommer fra. Her var 350 mennesker inviteret til at overvære Rafael Nadal sige ja til sin ungdomskæreste Maria Francisca Perello, der også bare går under navnet Xisca.

Rafael Nadal har siden fået slået den knap så gode start af sig og leverede onsdag et af de helt store comebacks, da han vandt over Daniil Medvedev, efter han ellers var nede med matchbold ved stillingen 1-5 i tredje sæt.

Den spanske tennisstjerne er efter Novak Djokovic' exit fra ATP World Tour Finals sikker på at slutte året som nummer et i verden.

Fredag skal han forsøge at spille sig videre til semifinalerne, når han møder græske Stefanos Tsitsipas.