Spansk underdog får has på Zverev og booker finalebillet
Alejandro Davidovich Fokina er klar til karrierens anden Masters 1000-finale efter sejr over Alexander Zverev.

Alejandro Davidovich Fokina er klar til karrierens anden Masters 1000-finale efter sejr over Alexander Zverev.

For få dage siden stod det klart, at Alexander Zverev slutter året på verdensranglistens førsteplads, men ikke alt er fryd og gammen for tyskeren.
Lørdag middag dansk tid smed han således føringen på gulvet i semifinalen ved Shanghai Masters og tabte til Alejandro Davidovich Fokina.
Spanieren, der er nummer 26 på verdensranglisten, vandt 5-7, 6-4, 6-3.
Det betyder, at Alejandro Davidovich Fokina i finalen skal møde enten russiske Daniil Medvedev eller sin landsmand Rafael Jodar.
De to mødes senere lørdag.
Det afgørende moment i Fokinas sejr over Zverev kom i begyndelsen af tredje sæt.
Efter at være kommet tilbage fra 0-1 i sæt sikrede spanieren sig et servegennembrud i Zverevs første serveparti i det afgørende sæt.
Tyskeren lavede en fatal dobbeltfejl, som Fokina udnyttede, og derfra så han sig ikke tilbage.
Det er anden gang i karrieren, at Alejandro Davidovich Fokina nu står i en Masters 1000-finale.
I 2022 nåede han finalen i Monte Carlo, men blev slået af Stefanos Tsitsipas.
Præstationerne i Shanghai indebærer, at han som minimum vil være rykket frem som nummer 14 i verden, når den næste verdensrangliste offentliggøres mandag.
RITZAU