Den yngste herrespiller ved French Open, 18-årige Carlos Alcaraz, spillede sig torsdag blandt de 32 bedste.

Den blot 18-årige spanske tennisspiller Carlos Alcaraz er klar til tredje runde ved French Open.

Han er den yngste spiller hos herrerne i den franske grand slam-turnering og er den yngste blandt de sidste 32 i turneringen siden 1992.

I anden runde slog Carlos Alcaraz georgiske Nikoloz Basilashvili, der er rangeret som nummer 31 i verden, med cifrene 6-4, 6-2, 6-4.

Alcaraz er selv placeret som nummer 97 på verdensranglisten.

I tredje runde skal han møde verdensranglistens nummer 42, tyske Jan-Lennard Struff.

Trods sin unge alder er det ikke første gang, at Alcaraz deltager ved en grand slam. I januar nåede han til anden runde ved Australian Open.

Tidligere torsdag var der favoritsejre til Novak Djokovic og Roger Federer i anden runde.

Førsteseedede Djokovic vandt sikkert i tre sæt, mens veteranen Roger Federer skulle bruge fire sæt på at slå kroatiske Marin Cilic, der tidligere har vundet US Open.

De to tennisstjerner står til at løbe ind i hinanden i turneringens kvartfinale.

Den forsvarende mester, Rafael Nadal, spiller sin kamp i anden runde torsdag aften.

Hos kvinderne gjorde deres forsvarende mester, polske Iga Swiatek, kort proces mod svenske Rebecca Peterson, der blev besejret med 6-1, 6-1.

Swiatek, der er nummer ni i verden, er dermed også klar til tredje runde i Paris.

Danske Clara Tauson røg onsdag ud af French Open i anden runde efter nederlag til hviderussiske Victoria Azarenka.

/ritzau/