Verdensetteren døjer lidt med nakke og skulder, men han vil ikke afsløre mere over for sine rivaler.

Den topseedede serber, Novak Djokovic, er klar til semifinalen ved grand slam-turneringen French Open i Paris, selv om han måtte afgive første sæt i kvartfinalen mod spanieren Pablo Carreño Busta.

Verdensetteren kom flot stærkt tilbage og vandt kampen i fire sæt med cifrene 4-6, 6-2, 6-3 og 6-4.

Men alt var ikke perfekt for Djokovic, der hidtil i turneringen havde været aldeles suveræn og ikke afgivet et eneste sæt.

Den 17-foldige grand slam-vinder havde en skidt opvarmning, fortæller han, og det tog ham halvandet sæt at komme ovenpå igen.

- Jeg havde ikke meget energi i benene, og min bevægelse var ikke god, siger serberen, som overfladisk berører, hvad problemet var, ifølge Reuters.

- Jeg havde nogle problemer med nakken og skulderen. Men jeg vil ikke fortælle for meget om det.

I semifinalen fredag venter grækeren Stefanos Tsitsipas, og han skal ikke forvente at blive klogere på, hvad der er galt med Djokovic' nakke og skulder.

- Jeg er stadig med i turneringen, så jeg vil ikke afsløre for meget, lyder det fra den 33-årige stjernespiller.

Djokovic vandt French Open i 2016 og er nu klar til sin tiende semifinale, hvor han håber at være mere fit end i kvartfinalen.

- Jeg forventer en virkelig, virkelig, virkelig hård kamp for os begge. Han er en stor fyr med en stor serv. Han har nogle våben - især forhånden og serven, siger Djokovic om sin græske modstander.

- Jeg håber, at jeg kan føle mig helt på toppen.

Med sejren over Carreño Busta fik Novak Djokovic samtidig en lille revanche for sit exit ved US Open i september.

Her var det netop i kampen mod spanieren, at Djokovic blev diskvalificeret for at ramme en linjedommer med en bold - vel at bemærke ikke under en duel.

/ritzau/