Holger Rune fik ikke et ben til jorden, da han tabte 2-6, 1-6 til Casper Ruud i Monte Carlo Masters.

Det danske tennishåb Holger Rune mangler stadig en del, før han kan matche de bedste tennisspillere i verden.

Det må den 17-årige dansker sande, efter at han tirsdag blev sendt ud af Monte Carlo Masters efter et klart nederlag til nordmanden Casper Ruud.

Ruud, der er nummer 27 på verdensranglisten, vandt med 6-2, 6-1 i løbet af en times spil på det røde grus.

Særligt i nordmandens serv var der klasseforskel. Det lykkedes først for danskeren at få point i Casper Ruuds 15. serv, og kampen var inde i andet sæt, før Holger Rune fik en breakbold.

I danskerens servepartier var jævnbyrdigheden større, men Ruud efterlod også her det stærkeste indtryk og vandt fem ud af Runes syv servepartier - blandt andet alle danskerens servepartier i andet sæt.

Holger Rune virkede irriteret, da han efter et tabt første sæt også hurtigt kom ned med et servegennembrud i begyndelsen af andet sæt.

Selv om danskeren hurtigt svarede tilbage ved sit eneste servegennembrud i kampen, nåede der aldrig at komme spænding i sættet. Dertil var nordmanden for suveræn.

Den danske teenager rangerer som nummer 322 i verden, og derfor var det et wildcard, som banede vej for hans deltagelse i den stærke og prestigefyldte grusturnering.

Monte-Carlo Masters rangerer som en ATP 1000-turnering, som er de største turneringer i tenniskalenderen og kun overgås af de fire grand slam-turneringer og sæsonfinalen.

Turneringen i fyrstedømmet Monaco har deltagelse af verdens bedste spillere, hvor kun Dominic Thiem og Roger Federer fra verdensranglistens top-10 har meldt fra, mens andenseedede Daniil Medvedev tirsdag måtte trække sig efter en positiv coronatest.

Trods nederlaget er Holger Rune sikret en check på cirka 90.000 kroner for at have været med i turneringens første runde.

Den samlede præmiesum i årets turnering er reduceret med 60 procent i forhold til den seneste udgave af turneringen i 2019. Det skyldes, at coronarestriktioner blandt andet forhindrer fyldte tribuner på tennisanlægget i fyrstedømmet.

Rafael Nadal er med afstand den mest succesrige spiller i turneringens historie. Han har således vundet titlen 11 gange - senest i 2018, første gang i 2005.

Genoplev det nordiske brag i LIVE-bloggen herunder: