Caroline Wozniacki, Serena Williams og Belinda Bencic.
Disse navne er blot for at nævne nogle af dem, som den canadiske tennisspiller Bianca Andreescu besejrede i 2019. Men den 19-årige Andreescu er nu blevet sat tilbage på grund af en knæskade, hvilket holder hende ude af årets første WTA-turnering, Auckland Open.
»Jeg er virkelig skuffet. Men jeg snakkede med mit hold, og jeg er nødt til at gøre, hvad der er bedst for mit knæ lige nu,« lyder det fra Andreescu, skriver WTA. Hun fortsætter:
»Jeg har så mange gode minder derfra, så forhåbentlig kan jeg få flere i 2021.«

Canadieren trak sig fra Tour Finals i oktober i år på grund af en knæskade, og det er samme skade, som holder hende ude indtil begyndelsen af det nye år.
Bianca Andreescu imponerede ellers alt og alle i 2019. Ved årets begyndelse var hun placeret som nummer 152 på verdensranglisten. Men som året gik udviklede hun sig fra talent til stjerne.
Det hele kulminerede ved US Open i september, hvor hun besejrede tennisdronningen Serena Williams i to sæt, hvilket skaffede hendes sin første grand slam-titel. På vejen dertil slog hun blandt andre Caroline Wozniacki. Det placerer hende nu som den femtebedste tennisspiller i verden på kvindesiden.
Hvorvidt Andreescu stiller op til årets første grand slam-turnering, Australian Open, som i øvrigt bliver Caroline Wozniackis sidste turnering, melder historien ikke noget om.
