Tennisverdenen ryster på hovedet.
For det, der skete søndag aften, kommer næppe til at blive husket for noget godt. I hvert fald ikke hvis man tager et hurtigt kig på de sociale medier.
Her får den kontroversielle showkamp 'Battle of the Sexes' – også kendt som kønnenes kamp – i den grad med grovfilen af både fans og eksperter.
Opgøret mellem verdens bedste kvindelige tennisspiller, Aryna Sabalenka, og Nick Kyrgios, der ligger nummer 671 på mændenes rangliste, bliver nemlig savet fuldstændig over.
Eksempelvis skriver den anerkendte portugisiske tennisjournalist José Morgado på X:
'Den her bane er jo helt forfærdelig at se på tv,' lyder det fra portugiseren, der hentyder til beslutningen om at gøre Sabalenkas banehalvdel ni procent mindre end Kyrgios'.
Også den internationale tennisreporter Scott Barclay har kun dårlige ting at sige om kampen:
'Hvilke positive ting er der at sige efter have set Nick Kyrgios, der tydeligvis var i dårlig form, vinde over verdens nummer ét på kvindesiden i to sæt? Jeg tror faktisk ikke, der er noget,' skriver han på det sociale medie.
Nogenlunde samme ordlyd kommer fra den amerikanske tennisjournalist Ben Rothenberg, som har været ekstremt kritisk over for begivenheden i flere måneder.
'Verden er kun blevet dummere af at lade den kamp finde sted,' skriver han blandt andet på X.
Han bakkes op af Oliver Holt, der er sportsredaktør på Daily Mail.
'Sabalenka mod Kyrgios. Den mest nedslående, dårligst iscenesatte, udnyttende, livløse, forkert håndteret, dårligst bedømt og elendige sport, jeg har set i noget tid,' tilføjer han på det sociale medie.
De internationale eksperter er langtfra alene om kritikken.
Allerede inden kampen havde TV 2's tenniskommentator Peter Bastiansen kaldt hele begivenheden for »nedværdigende«.
Nick Kyrgios endte med at vinde den kontroversielle showkamp over Aryna Sabalenka med cifrene 6-3, 6-3.
Kampen i Dubai fik i øvrigt adskillige tv-seere til at rase, da BBC pludselig blev ramt af tekniske problemer.

