Tennistalentet Holger Rune vandt i sidste weekend sin første ATP-turnering i karrieren, da han strøg til tops i München.

Lørdag kom han dog ned på jorden - eller rettere gruset - igen, da han forsøgte at fortsætte opturen ved ATP-turneringen i Rom. Holger Rune tabte sin første kamp i kvalifikationen til hovedturneringen.

Den 19-årige dansker, der med sin seneste sejr rykkede op som nummer 45 i verden, blev slået i Italiens hovedstad af bolivianeren Hugo Dellien, som vandt 6-1, 1-6, 6-3.

Til TV2 Sport oplyser Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, at sønnen overvejede at trække sig inden kampen på grund af smerter i akillessenen, men han besluttede sig altså for at spille.

28-årige Dellien rangerer som nummer 81 i verden, og han formåede at putte grus i danskerens maskineri.

Holger Rune havde store problemer med sine førsteserver kampen igennem. Kun 55 procent af dem kom i spil, og det gav ham store problemer i egne servepartier.

I første sæt var den endda nede på 50 procent, og inden Rune overhovedet fik spillet sig ind i kampen, havde Dellien snuppet første sæt med 6-1.

Det så dog i andet sæt ud til, at den danske favorit endelig havde læst sin modstander og fået skik på sit eget spil.

Serverne var markant bedre, han gav ikke en eneste breakbold væk, mens han selv brød de to gange, han fik muligheden. 6-1 i dansk favør gav indikationer på, at der var kommet kontrol over det.

Men bundniveauet er noget, som unge spillere ofte kæmper med. Holger Rune er ingen undtagelse.

Han indledte faktisk afgørende sæt med at bryde modstanderen og kom på 2-0, men så faldt serven fra hinanden igen.

Kun 46 procent af førsteserverne kom i spil i det afgørende sæt, og selv om spillet var en smule bedre end i første sæt, ramte han ikke niveauet fra sidste uge i München.

Dellien vandt fem partier på stribe fra 0-2 og sikrede sejren på sin første matchbold.

Grusturneringen i Rom er en ATP 1000-turnering, som rangerer lige under de fire glam slams og sæsonfinalen. ATP-turneringen i München, som Rune vandt i sidste uge, var en ATP-250-turnering.

/ritzau/