Caroline Wozniacki skal skilles fra hittingpartneren Sascha Bajin. Det skriver den tyskfødte serber på Twitter.

»Hejsa. Jeg vil gerne lige holde jer informerede og up-to-date. Caroline Wozniacki og jeg er gået hver sin vej. Jeg føler mig meget beæret og ydmyg over at have arbejdet sammen med dig. Du er en utrolig idrætsudøver og en dejlig person. Jeg ønsker dig ikke andet end alt det bedste i fremtiden,« skriver Sascha Bajin.

En hittingpartner kan oversættes til en slagmakker. Han er både en træningsmakker og en slags hjælpetræner. Caroline Wozniackis far, Piotr Wozniacki, er som bekendt hendes træner.

Ifølge sport.tv2.dk er Sascha Bajins fordel, at han kan imitere andre spillere, således at Caroline Wozniacki har haft mulighed for at forberede sig på de enkelte modstandere - f.eks. Venus Williams, som hun besejrede i sæsonfinalen i sidste måned.

Sascha Bajin har tidligere arbejdet sammen med bl.a. Venus Williams' søster, Serena Williams.

Sascha Bajin ses her sammen med Serena Williams
Sascha Bajin ses her sammen med Serena Williams Foto: TIM WIMBORNE
Vis mere

Det fremgår ikke direkte af Twitter-opslaget, om det er Sascha Bajin, der har sagt farvel, om 'skilsmissen' er sket i enighed, eller om det er Caroline Wozniacki og hendes hold, der har fyret ham. Men at dømme ud fra de efterfølgende kommentarer, lyder den sidste mulighed som den mest oplagte.

Brugeren CaroWozniackiNews skriver således som svar:

»Det er jeg meget ked a at høre. Alle Caro-fans elskede, at du var med på holdet, og vi syntes, du gjorde et godt job. Tak for alt hvad du har gjort i denne sæson. Vi kommer til at savne dig.«

Senere bliver Sascha Bajin spurgt, om han ved, hvad han så nu skal lave.

»Nej, det ved jeg ikke. Men jeg kunne godt tænke mig lidt kontinuitet for en gang skyld. Jeg vil bare gerne arbejde. Jeg elsker det her job,« lyder svaret.

Caroline Wozniacki havde et skadesplaget 2016, men i 2017 har den nu 27-årige dansker virkelig haft en god sæson med otte finaler. Hun vandt de sidste to - blandt andet altså sæsonfinalen.