Caroline Wozniacki må på grund af en skade i baglåret trække sig fra WTA-turneringen Citi Open i Washington.

Turneringen meddeler på Twitter, at danskeren er blevet nødt til at undlade at stille op.

»Det er rigtig ærgerligt, men det er nødvendigt, da vi ikke tør tage en risiko med denne turnering. Det er vigtigere, at hun bliver 100 procent klar til de kommende turneringer,« siger danskerens far og træner, Piotr Wozniacki, til TV2 Sport.

Ifølge tv-stationen opstod lårskaden i Monaco under træning, inden Caroline Wozniacki rejste til USA.

Den 28-årige danske tennisspiller skulle have spillet sin første kamp natten til onsdag dansk tid.

Her skulle hun have spillet mod 21-årige Anhelina Kalinina fra Ukraine.

Caroline Wozniacki var topseedet ved turneringen i Washington.

Citi Open skulle have været Caroline Wozniackis første turneringskamp på hardcourtunderlaget siden græssæsonen.

Den sluttede for danskerens vedkommende 4. juli med et nederlag i Wimbledons anden runde, da russeren Ekaterina Makarova viste sig for stærk.

Ifølge TV2 Sport er det fortsat planen, at Caroline Wozniacki i næste uge skal stille op ved den stærkt besatte Rogers Cup i Montreal.

Her nåede Caroline Wozniacki sidste år frem til finalen, hvor hun tabte 4-6, 0-6 til ukrainske Elina Svitolina.

Danskeren har således en del ranglistepoint at forsvare ved turneringen i Canada.

Det næste helt store mål for Caroline Wozniacki er grand slam-turneringen US Open i New York, der begynder 27. august.

To gange, i 2009 og 2014, har danskeren været tabende finalist ved US Open.

Caroline Wozniacki vandt i januar i år sin første grand slam-titel, da hun triumferede ved Australian Open i Melbourne.

/ritzau/