Caroline Wozniacki tabte første sæt i anden runde ved Cincinnati Open, før hun måtte trække sig med en skade.

Cincinnati. Den danske tennisstjerne Caroline Wozniackis dårlige optakt til årets sidste grand slam-turnering, US Open, fortsætter.

Den 28-årige dansker måtte således trække sig fra sin kamp i anden runde ved WTA-turneringen i Cincinnati efter blot et enkelt sæt.

Wozniacki var oppe imod 26-årige Kiki Bertens i opgøret, der blev spillet natten til torsdag dansk tid. Den hollandske nummer 17 i verden vandt første sæt 6-4, inden danskeren altså måtte trække sig.

Wozniacki havde op til kampen fået lagt en grundig omgang tape på sin højre skulder. Sammen med en skade i baglåret har skulderen voldt hende problemer på det seneste.

Og danskeren virkede generelt - blandt andet på sine server - til enten ikke at være i stand til eller til bevidst at undgå at slå helt igennem.

De bløde server gjorde det svært for Wozniacki at få initiativet i kampen.

Det begyndte også med et hollandsk break. Kiki Bertens bragte sig således foran med 1-0 i danskerens serveparti i første sæt.

Wozniacki fik hurtigt brudt tilbage til 1-1. Blandt andet takket være en fin duel, hvor Wozniacki aggressivt kom frem til nettet.

Bertens var kommet til Cincinnati med et fint resultat i bagagen.

I Montreal i sidste uge nåede hun således frem til kvartfinalen efter sejre over blandt andre de stærke spillere Petra Kvitova og Karolina Pliskova.

Hollænderen fik brudt igen cirka halvvejs i sættet og bragte sig foran 4-2. Endnu engang svarede Wozniacki dog igen og fik gjort det til 4-4.

Bertens brød igen til 5-4, og Wozniacki måtte herefter kalde en timeout for at få behandling og tape på sit venstre knæ. Wozniacki fik kæmpet sig tilbage på banen, men virkede slet ikke klar til kamp.

Bertens tog et rent parti og vandt sættet 6-4, inden Wozniacki sagde stop.

Den danske Australian Open-vinder har haft det svært, siden hardcourt-sæsonen blev genoptaget efter Wimbledon i juli.

Hun måtte på grund af en skade i baglåret først melde afbud til Citi Open i Washington. Dernæst tabte hun sin første kamp ved Rogers Cup i Montreal, hvor hun ligesom i Cincinnati var oversidder i første runde.

Sæsonens næste store mål for Wozniacki er US Open, der begynder 27. august. Her var hun i finalen i 2009 og 2014, men tabte i begge tilfælde.

/ritzau/