Skadet Alcaraz bliver ikke klar til Cincinnati Open
Det var ventet, at Alcaraz ville være klar til Cincinnati Open. En håndledsskade giver dog fortsat problemer.

Det var ventet, at Alcaraz ville være klar til Cincinnati Open. En håndledsskade giver dog fortsat problemer.

Masters 1000-turneringen i Cincinnati bliver i år uden den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz.
Det skriver arrangørerne af turneringen natten til onsdag i et opslag på det sociale medie X.
En håndledsskade, som Alcaraz pådrog sig i april, giver ham fortsat problemer.
Spanieren, der vandt Australian Open tidligere i år, stod ellers til at gøre comeback ved ATP Masters 1000-turneringen efter at have været ude med skaden siden Barcelona Open i april, skriver nyhedsbureauet AFP.
Skaden betød, at spanieren tidligere i år meldte afbud til både French Open og Wimbledon.
- Vi ved, at Carlos (Alcaraz, red.) gør alt, hvad han kan for at vende tilbage til turneringerne så hurtigt som muligt, skriver Bob Moran, der er direktør for turneringen i Cincinnati, i en udtalelse.
Alcaraz vandt Cincinnati Open sidste år, efter at en syg Jannik Sinner måtte trække sig under finalen.
Cincinnati Open starter den 13. august.
Danske Holger Rune er på deltagerlisten til turneringen, fremgår det af turneringens hjemmeside.
Det vil i så fald være den 23-årige danskers første turnering, siden han blev alvorligt skadet i oktober sidste år.
RITZAU