Holger Rune melder afbud til Laver Cup med en skade, meddeler organisationen bag turneringen på sin hjemmeside.
Senest var den gal med ryggen til en Davis Cup-kamp for Holger Rune, hvor han overraskende tabte til verdens nummer 116 i brasilianske Thiago Monteiro.
Det er en skade, som kom helt tilbage i foråret ved en turnering Rom og blev værre ved French Open, fordi han svajede meget i sin serv.
Det var ellers første gang, at Holger Rune skulle spille Laver Cup, der et event, hvor et udvalg af Europas bedste tennisspillere spiller mod et udvalg af de bedste spillere fra resten af verden.
Den danske stjernespiller er blevet afløst af spanske Alejandro Davidovich Fokina, der er nummer 25 i verden, meddeler turneringen på sin hjemmeside.
Runes mor og manager, Aneke Rune, fortalte lørdag, at sønnen på grund af sine problemer skal have en injektion i ryggen, men den til trods skal han altså ikke repræsentere Europa ved Laver Cup.
Laver Cup holdene er anført af legenden Björn Borg (Europa) mod et udvalgt verdenshold anført af John McEnroe.
Rune var som nummer fire i verden den højest rangerende af deltagerne, men den ære tilfalder nu i stedet græske Stefanos Tsitsipas, der er nummer fem.
Trods problemer er Rune fortsat optimistisk i forhold til resten af 2023 og ATP Finals i Torino til november.
I første omgang sigter han efter at være klar til China Open i Beijing sidst i september, hvorefter første halvdel af oktober byder på en Masters 1000-turnering i Shanghai.
»Jeg har aldrig spillet de kinesiske turneringer før, det glæder jeg mig til. Jeg vil gerne gøre det godt der, det bliver spændende og motiverende,« sagde Rune lørdag før afbuddet til Laver Cup.