Jannik Sinner virker umulig at stoppe for tiden, og det satte den italienske tennisstjerne endnu en fed streg under lørdag eftermiddag.

Den imødesete semifinale i Paris Masters mellem Sinner og tyskeren Alexander Zverev udviklede sig til en decideret ydmygelse, da italieneren sikrede sig sin niende finaleplads i 2025.

Sinner var overlegen fra start til slut, og det tog ham blot en time at vinde med de overlegne cifre 6-0, 6-1.

På intet tidspunkt i opgøret havde Sinner brug for at forsvare sig mod en tysk breakbold.

Den eneste oprejsning for Zverev var, at han efter at have fået æg i første sæt vandt første parti i andet sæt, men det blev også tyskerens eneste parti i kampen.

Med til historien hører dog også, at Zverev ikke lignede en spiller i fysisk topform og bøvlede med at spille frit. Den konklusion kom Sinner også hurtigt frem til på den anden side af nettet.

- Jeg kunne se allerede fra de første par point, at han var udfordret fysisk. Det er ikke den måde, jeg helst vil vinde på, men jeg er selvfølgelig glad for at være i finalen, siger Sinner.

Sinner har vundet 12 kampe i træk, og han har vundet 36 af sine seneste 39 kampe, hvilket dækker perioden fra Wimbledon og frem.

I søndagens finale i den store Masters 1000-turnering venter canadisk modstand i form af verdensranglistens nummer ti, Felix Auger-Aliassime.

Canadieren har vundet tre ud af fem indbyrdes opgør, men Sinner har sejret i spillernes to seneste møder.

/ritzau/