Jannik Sinner tog endnu en sejr og udbyggede sin rekord for flest sætsejre i træk i ottendedelsfinalerne i Masters 1000-turneringen Miami Open.

Verdensranglistens nummer to kom under pres fra den velspillende amerikaner Alex Michelsen, men den italienske stjerne holdt hovedet koldt, viste kvalitetsforskellen og gik videre til kvartfinalen i Florida.

21-årige Michelsen, der er rangeret som nummer 40, havde gode muligheder for at overraske og tage et sæt fra Sinner, men det lykkedes ikke at bryde hans stime tirsdag.

Sinner vandt i to sæt med cifrene 7-5, 7-6.

Den 24-årige italiener bragte sig dermed op på 28 sætsejre i træk i en Masters 1000-turnering. Rekorden tog han allerede natten til tirsdag dansk tid, da han kom op på 26. Novak Djokovic var tidligere rekordholder med 24.

Første sæt mellem Michelsen og Sinner var tæt. I 11. parti tabte Michelsen dog sin serv, og Sinner sikrede sættet 7-5.

I sjette parti fik Michelsen så en sjælden breakbold mod italieneren og bragte sig kort efter foran 5-2.

Det var en oplagt chance for at stoppe rekorden, men Sinner var skarp, kom tilbage og vandt sættet i en tiebreak, hvilket gav ham hans 28. sætsejr i træk i Masters 1000.

Sinner er klar favorit til at vinde turneringen, især efter at verdensetteren Carlos Alcaraz søndag tabte til Sebastian Korda fra USA.

Sinner skal møde Frances Tiafoe i kvartfinalen. Tiafoe slog franskmanden Terence Atmane i ottendedelsfinalen med 6-4, 1-6, 6-4

Selv hvis Sinner vinder i Miami, er Alcaraz dog sikker på at beholde sin førsteplads på verdensranglisten.

Sinner vandt turneringen i 2024, mens tjekken Jakub Mensik sidste år overraskende tog titlen. Mensik røg ud mandag aften dansk tid, da han tabte en maratonkamp mod amerikaneren Frances Tiafoe.

/ritzau/