Den rumænske tennisstjerne Simona Halep kommer ikke tilbage på tennisbanerne lige foreløbig.

For hun er blevet idømt fire års karantæne efter den positive dopingprøve, hun afgav sidste år. 

Det oplyser The International Tennis Integrity Agency (ITIA).

Den tidligere Wimbledon-vinder blev under sidste års US Open testet positiv for midlet Roxadustat, der er på Det Internationale Tennisforbunds dopingliste.

Hun har tidligere fortalt, at hun ikke har indtaget midlet bevidst. 

I dommen fra ITIA lyder det, at der har været tale om to forskellige situationer. Den første var efter US Open, og den anden omhandler nogle 'uregelmæssigheder' i Haleps blodpas.

Simona Halep var til møde med ITIA i slutningen af juni, hvor hun havde mulighed for at fortælle sin side af sagen. 

»Retten accepterede Haleps forklaring om at have taget et kosttilskud ubevidst, men fastslog også at den mængde spilleren påstod at have indtaget ikke stemmer overens med koncentrationen, der blev fundet i den positive prøve,« lyder det.

Derudover lægges der i afgørelsen vægt på, at tre eksperter uafhængigt af hinanden har vurderet, at det 'med al sandsynlighed er doping', der er årsagen til 'uregelmæssighederne i Haleps sundhedspapirer'.

Tennisstjernen har været midlertidigt suspenderet siden oktober 2022, og det bliver modregnet i dommen, hvilket betyder, at hun har karantæne til og med den 6. oktober 2026.

Den tidligere verdensetter har mulighed for at appellere dommen. Hun har hele tiden nægtet sig skyldig.

'Jeg vil kæmpe til det sidste for at bevise, at jeg aldrig har taget noget stof med vilje, og jeg har en tro på, at sandheden kommer frem før eller siden. Igennem hele min karriere har tanken om at snyde aldrig strejfet mig, og det går totalt imod alle de værdier, jeg er opvokset med,' har hun tidligere skrevet på de sociale medier.

Simona Halep har i karrieren vundet to grand slams. Det skete i henholdsvis 2018 og 2019, da hun vandt French Open og Wimbledon.