Maria Sharapova og Petra Kvitova er ude af Wimbledon, mens Garbiñe Muguruza og Simona Halep er videre.

London. Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova er overraskende ude af grand slam-turneringen Wimbledon.

Mesteren fra 2004, der ikke har deltaget siden 2015, tabte i første runde til landsmanden Vitalia Diatchenk, der vandt med cifrene 6-7, 7-6, 6-4.

Sharapova var ellers i sikker vinderposition med en føring på 5-2 i andet sæt, men hun formøblede føringen og tabte sættet i tiebreak.

Også i tredje sæt havde Sharapova overtaget og var to gange foran med et servegennembrud, men Vitalia Diatchenko kæmpede sig tilbage.

Kampen blev afgjort på en dobbeltfejl af Sharapova.

Spanieren Garbiñe Muguruza åbnede tirsdag sit titelforsvar i Wimbledon med en sejr på 6-2, 7-5 over den britiske wildcardspiller Naomi Broady.

Muguruza rækker ud efter sin tredje Wimbledon-finale siden 2015.

Det år tabte hun finalen til Serena Williams, men sidste år vandt spanieren over Serena Williams' storesøster, Venus Williams, i finalen.

Foruden en Wimbledon-titel er Muguruza noteret for en triumf i French Open, så det var ganske ventet, at den dobbelte grand slam-vinder spillede sig videre til anden runde.

Muguruza er seedet treer i Wimbledon.

- Jeg er tilbage. Det er altid godt. Jeg tænker på at vinde og faktisk nyde denne gang endnu mere, siger Muguruza i tv-interviewet efter sejren.

- Jeg er ret glad for min serv og for at kunne kontrollere mine følelser. At være tilbage i en grand slam er altid vanskeligt, så jeg er tilfreds med, hvordan jeg spillede, siger spanieren.

Også den topseedede rumæner, Simona Halep, er videre. Uden de store problemer slog hun japaneren Kurumi Nara med cifrene 6-2, 6-4.

Ottendeseedede Petra Kvitova var af flere bookmakere regnet som den største favorit i turneringen, men vinderen fra 2011 og 2014 led tirsdag et overraskende exit.

Tjekken tabte med 4-6, 6-4, 0-6 til hviderusseren Aliaksandra Sasnovich, der rangerer som nummer 50 i verden.

Mandag spillede andenseedede Caroline Wozniacki sig også videre til anden runde.

Den tidligere danske verdensetter skal i aktion igen onsdag mod russeren Ekaterina Makarova.

/ritzau/