Det gik verden rundt, da Serena Williams sidste år spillede finale mod Naomi Osaka ved US Open.

Ikke på grund af spillet på banen. Og heller ikke, fordi Williams tabte. Det var i stedet amerikanerens udbrud mod dommeren, der fik stor opmærksomhed.

I et langt indlæg hos amerikanske Harper’s Bazaar har Serena Williams nu forklaret sig – og hun undskylder til Naomi Osaka endnu en gang.

'Diskussionen ødelagde noget, der skulle have været fantastisk og historisk. Kampen blev ikke bare taget fra mig, men et afgørende triumf-moment blev taget fra en anden spiller,' skriver Serena Williams.

Naomi Osaka var tydeligt berørt efter finalen.
Naomi Osaka var tydeligt berørt efter finalen. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Under finalen fik Serena Williams en straf, fordi dommeren mente, hun havde fået hjælp fra sin træner på sidelinjen.

Noget, man ikke må, men Serena Williams fastholdt, hun ikke havde fået signaler fra træneren. I kraftige vendinger sagde hun til dommeren, hun aldrig havde snydt i sit liv.

Da hendes serv blev brudt, valgte Williams så at hamre sin ketjser i jorden i tydelig frustration. Noget, der kostede en pointstraf og gav endnu en advarsel.

Det fik for alvor det store temperament frem hos amerikaneren.

Serena Williams var meget utilfreds med dommeren under finalen. Og det kom til udtryk flere gange.
Serena Williams var meget utilfreds med dommeren under finalen. Og det kom til udtryk flere gange. Foto: USA TODAY SPORTS
Vis mere

Hun vendte tilbage til den første episode og krævede, at dommeren annoncerede, at hun ikke havde modtaget coaching, og hun forlangte en undskyldning.

I stedet fulgte altså også en partistraf til Serena Williams, der endte med at tabe 2-6, 4-6, og som har fortalt, hun følte sig forskelsbehandlet, fordi hun er en kvinde.

Og dramaet stoppede ikke her, for oplevelsen rystede Naomi Osaka.

Den del af publikum, der holdt med Williams, valgte at sende buhråb ned mod hende, og da kampen var slut, og der var præmieoverrækkelse, var hun så mærket, at hun næsten tabte trofæet efter sin første grand slam-titel.

Og hele situationen påvirkede hende i flere dage efterfølgende, fortæller Serena Williams.

Den amerikanske stjerne havde svært ved at sove, og hun lå og tænkte på kampen i flere dage. Hun var såret og kunne ikke ryste det af sig.

'Jeg kunne ikke finde ro. Jeg opsøgte en psykolog. Jeg ledte efter svar, og selvom jeg følte, jeg gjorde fremskridt, var jeg stadig ikke klar til at tage en ketsjer i hånden. Endelig indså jeg, der kun var én måde at komme videre på,' skriver Serena Williams. Løsningen var at sende en dybfølt undskyldning til Naomi Osaka.

En undskyldning, som hun gentager i sit skriv, hvor hun deler den besked, hun sendte til Naomi Osaka.

'Jeg er så stolt af dig, og jeg er så ked af det. Jeg troede, jeg gjorde det rigtige ved at forsvare mig selv. Jeg anede ikke, medierne ville sætte os op mod hinanden. Jeg ville elske at opleve det øjeblik igen. Jeg er og vil altid være glad på dine vegne og støtte dig,' skriver Williams, der fik en bøde på 17.000 dollar (svarende til cirka 113.200 kroner, red.).

Hun deler desuden en besked, hun fik fra Osaka. Et svar, der rørte hende til tårer, fortæller hun.

'Folk misforstår styrke og tror, det er vrede, fordi de ikke kan skelne mellem de to ting. Ingen har forsvaret sig på den måde, du har, og du skal blive ved,' skrev japaneren.

Serena Williams understreger, at hun vil fortsætte med at bruge sin stemme, hvor hun kan, og en af grundene til, hun gør det, er datteren Alexis Olympia.