Serena Williams mener, at mange mænd var sluppet af sted med de udtalelser, der lørdag kostede hende en straf.

New York. Det endte i et højspændt drama, da damernes finale i US Open blev spillet sent lørdag aften dansk tid i New York.

Japanske Naomi Osaka besejrede den amerikanske tennisstjerne Serena Williams i to sæt. Men det var Williams' gentagne diskussioner med kampens dommer, der løb med mindst lige så meget af opmærksomheden.

Den 36-årige amerikaner blev blandt andet tildelt en advarsel for at modtage coaching fra sin træner på tilskuerrækkerne.

Williams bedyrede højlydt sin uskyld, men efter kampen indrømmede træneren, Patrick Mouratoglou, i et interview med ESPN, at han havde forsøgt at sende signaler til Williams på banen.

- Hvis jeg skal være ærlig, så gav jeg coaching. Men jeg tror ikke, hun kiggede på mig. Sascha (Osakas træner, Sascha Bajin, red.) coachede også ved hvert eneste point, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Indrømmelsen giver dog forvirring hos Serena Williams.

- Jeg har lige sendt en besked til Patrick, for jeg ved ikke, hvad han snakker om. Vi har ikke nogen signaler. Vi har aldrig snakket om signaler, siger amerikaneren efter kampen.

Serena Williams' advarsel for at modtage coaching blev startskuddet på flere ophedede ordvekslinger med dommeren i lørdagens finale.

Williams blev tildelt en pointstraf, da hun senere smadrede sin ketsjer, og på et afgørende tidspunkt i andet sæt blev hun frakendt et helt parti som straf, da hun kaldte kampens dommer, Carlos Ramos, for "en tyv".

Williams mener, at det ville have set anderledes ud, hvis hun var en mand.

- Det er ikke rimeligt at tabe et parti for at sige det. Der er mange mænd, der har sagt lignende ting, og fordi de er mænd, så sker der ikke noget.

- Jeg kæmper for kvinders rettigheder og for kvinders ligestilling. At jeg siger tyv og mister et parti på det virker sexistisk for mig, lyder det fra den 23-dobbelte grand slam-vinder.

US Open-finalen var Williams' anden grand slam-finale, siden hun i begyndelsen af 2018 gjorde comeback til tennisbanen efter graviditet og fødsel. I juli tabte hun således Wimbledon-finalen til Angelique Kerber.

For Osaka var det til gengæld karrierens første grand slam-finale. Det var også den første japanske grand slam-triumf i single nogensinde.

/ritzau/