Smerter i det venstre knæ fik tirsdag Serena Williams til at trække sig fra Italian Open.

Det blev en kort omgang for tennisstjernen Serena Williams ved Italian Open.

Tirsdag meddelte den 37-årige amerikaner, at hun trækker sig fra turneringen på grund af en knæskade.

- Jeg bliver nødt til at trække mig fra Italian Open på grund af smerter i mit venstre knæ.

- Jeg kommer til at savne fansene og en af min favoritturneringer. Jeg vil fokusere på genoptræning, og jeg ser frem til at se alle igen til French Open og næste år i Rom, siger Serena Williams ifølge WTA's hjemmeside.

Dermed tyder det på, at Serena Williams knæproblemer ikke kommer til at ødelægge hendes deltagelse i grand slam-turneringen i Paris, der begynder om mindre end to uger.

Serena Williams skulle ellers have mødt sin søster, da Venus Williams ventede i opgøret i anden runde i Rom.

I første runde i Italian Open vandt Serena Williams over svenske Rebecca Peterson.

Tidligere tirsdag måtte også danske Caroline Wozniacki trække sig fra turneringen undervejs i opgøret mod Danielle Collins fra USA.

Det skete, en uge efter at Wozniacki også måtte forlade Madrid Open efter tre partier af opgøret mod franske Alizé Cornet.

Årsagen til at hun måtte trække sig i Rom var smerter i den ene lægmuskel.

French Open begynder 26. maj.

/ritzau/