Hun var Caroline Wozniackis bøddel ved årets US Open.

Og sent lørdag aften dansk tid kunne blot 19årige Bianca Andreescu knytte næverne efter den ultimative triumf.

I finalen i New York besejrede hun Serena Williams med sætcifrene 6-3, 7-5.

Med sejren er Bianca Andreescu den første teenager siden 2006, der har taget sejren ved en Grand Slam-turnering.

Serena Williams tabte finalen ved US Open.
Serena Williams tabte finalen ved US Open. Foto: CLIVE BRUNSKILL
Vis mere

Og det endte med at blive noget af et drama. For Bianca Andreescu førte 5-1 i andet sæt og havde endda en matchbold, men så hev Serena Williams det velkendte storspil frem.

Amerikaneren hævede sit niveau markant, og pludselig stod den 5-5. Bianca Andreescu holdt dog hovedet koldt, og efterfølgende holdt hun både sin egen serv og brød så til sidst sin modstanders, inden hun kunne knytte næverne i ren jubel, inden hun lagde sig ned på banen.

Hun havde svært ved at forstå det, hun lige havde præsteret. Det var tydeligt.

Kampen bar også præg af, at Serena Williams lavede usædvanligt mange fejl og langtfra leverede det spil, hun ellers er så kendt for. Samtidig spillede Bianca Andreescu suverænt og lavede meget få fejl i kampen, der varede en time og 41 minutter.

Det er andet år i træk, amerikaneren taber finalen ved US Open. Sidste år blev det til et nederlag til Naomi Osaka.

Med sejren følger også en check på omkring fire millioner dollar - svarende til cirka 27 millioner kroner - til Bianca Andreescu, der efter sejren skyndte sig ud til tilskuerpladserne for at kramme sin familie. Nogle af de få, der gennem finalen støttede hende, for det var tydeligt, hvem de mange fremmødte på tilskuerpladserne holdt med.

De forsøgte så godt de kunne at brøle og heppe Serena Williams frem. Det virkede i en kort periode i andet sæt, men det sikrede altså ikke en amerikansk sejr ved årets sidste Grand Slam-turnering.

Da sejren var i hus, var det Andreescu, der kunne læne sig tilbage i stolen og lade sig hylde som vinder af US Open.