Der var amoriner i luften, da Frances Tiafoe og Mitchell Kreuger natten til onsdag stod overfor hinanden på tennisbanen i Challenger-turneringen i Sarasota, Florida.
Det var dog ikke de to tennisspillere, der havde et godt øje til hinanden. Nej, det var i stedet et par i en nærliggende lejlighed, der tilsyneladende dyrkede så hed sex, at især kvindens stønnen var forstyrrende for de to tennisspillere.
Se videoen herunder:
I klippet kan man høre, at kommentatoren først mistænker en tilskuer for at have glemt at slukke en mobiltelefon med en pornografisk video kørende, men som tiden går, finder han ud af, at der er tale om et par i en lejlighed, der tydeligvis fejrer aftenen på bedste manér.
Også tennisspillerne bliver forstyrret af den højlydte sex. Amerikanske Francis Tiafoe, der senere vandt kampen med 6-3, 6-2, stopper flere gange op før sin serv og trækker på smilebåndet. Til sidst råber Tiafoe:
»Han kan ikke være SÅ god!«.
På modsatte side af nettet forsøger Mitchell Kreuger også at stoppe det larmende samleje ved at tage en tennisbold og slå den op mod den lejlighed, hvorfra lyden kommer... uden held. Heldigvis - i hvert fald for alle andre end de to 'gerningsmænd' - varede den hyggelige stund ikke for evigt, så kort tid efter kunne de to tennisspillere koncentrere sig om at finde en vinder af kampen.
Da Tiafoe endelig kunne lade sig hylde som vinder, måtte kampens kommentator, Mike Cation, også til tasterne på sin Twitter-profil, hvor han sendte en besked til 'det kåde par':
»Masser af kærlighed til det par med vinduerne åbne på den anden side af vejen. Det lød til, at i havde det godt,« skriver Mike Cation på Twitter.