Totalrenoveret på rekordtid.
Der har været fart på boligfronten hos Holger Rune de seneste dage.
For nylig kunne B.T. nemlig afsløre, at den 21-årige danske tennisstjerne er ved at flytte ind i en ny luksuslejlighed i Monaco. Og på nærmest ingen tid har den nu gennemgået lidt af en makeover.
Det oplyser hans mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
Rune-familien har nemlig haft travlt med at istandsætte den 3-værelses lejlighed – med stor altan og tagterrasse.
Det understreger før- og efter-billeder af den nye lejebolig.
Her kan man tydeligt se, at gulvene er blevet skiftet ud, ligesom væggene har fået en ordentlig omgang maling. Der er desuden blevet fyldt godt op med en masse dyre møbler til den unge dansker, der vender hjem efter flere uger med turneringer i USA.
»Den ser frygtelig ud nu, men den får vi tryllet om, så den bliver superfed. Vi har ekstremt kort tid, men heldigvis ligger lejligheden i den samme ejendom som før,« lød det i sidste uge fra Aneke Rune.
Et tidligt exit ved Miami Open har betydet, at Holger Rune er rejst hjem til fyrstedømmet før tid, og derfor har mor og søster haft ekstra travlt de sidste par dage.
For ifølge tennismoren har det været vigtigt for sønnen at komme helt på plads, inden grussæsonens første store turnering, Monte Carlo Masters, der bliver afviklet på det luksuriøse grusanlæg Monte Carlo Country Club, som ligger i gåafstand fra danskerens nye hjem.
Holger Rune har i flere år haft sin primære bopæl i Monaco, fordi han er tilknyttet det verdensberømte Mouratoglou Tennis Academy i Nice.
Den nye lejebolig er dog langtfra det eneste sted, danskeren kan søge hen, hvis han pludselig vil have fred og ro i nogle dage.
Han ejer nemlig i forvejen en kæmpevilla i Sydfrankrig, et sommerhus i Nordsjælland og en lejlighed i København. Det kan du læse mere om LIGE HER.