Sætter ord på historisk nedtur: 'Folk er i chok herude'
»Han må have hadet hvert et øjeblik inde på den bane. Det var dybt ubehageligt at være vidne til,« lyder det om legendens kollaps.

»Han må have hadet hvert et øjeblik inde på den bane. Det var dybt ubehageligt at være vidne til,« lyder det om legendens kollaps.

Publikum ved US Open var vidner til frygtelige billeder natten til mandag dansk tid.
Her brød Novak Djokovic sammen i gråd efter choknederlaget mod Mariano Navone.
Djokovic brækkede sig i en spand undervejs og lignede skyggen af det, han er – en levende legende.
»Man er jo helt målløs,« lyder ordene fra B.T.s tennisreporter Jakob Kløcker, der er udsendt i New York.
Nederlaget var Djokovic' første i første runde af en grand slam i 20 år.
»Det er en sensationel start på den her turnering. De mange tennisjournalister er sgu i chok herude på US Open-anlægget.«

Kampen måtte ud i fem sæt, inden serberen blev slået ud af verdens nummer 48.
»Vi må også være ærlige og sige, at det var tydeligt, at Djokovic på ingen måde var sig selv. Opkast, behandling og isposer på hovedet flere gange. Han var jo helt fra den.«
»Han må have hadet hvert et øjeblik inde på den bane. Det var dybt ubehageligt at være vidne til,« siger Jakob Kløcker.
»Serberens nederlag er i øvrigt et gigantisk mareridt for arrangørerne. I forvejen har verdensetteren Jannik Sinner meldt afbud på grund af en skade. Og nu har de så mistet den allerstørste superstjerne. Av, av, av.«
Efter opgøret satte Novak Djokovic ord på den spektakulære nedtur.
Og han var ikke bange for at erkende, at han har en gigantisk udfordring.
»Jeg tænker, det var tydeligt, at jeg havde det forfærdeligt inde på banen. Det er desværre noget, jeg har døjet med i samtlige kampe i år. Opkast og kvalme … jeg har et seriøst problem. Hele min krop gav op, og jeg krampede og var i smerte,« sagde Novak Djokovic ifølge TV 2.
Mandag aften skal danske Clara Tauson i aktion i sin første kamp ved US Open.
Her møder hun Sloane Stephens, og du kan følge opgøret live på bt.dk.