Hvis det står til Aryna Sabalenka, stiller hun gerne op til endnu en kamp mod Nick Kyrgios, som søndag vandt den indbyrdes tenniskamp, der blev kaldt Battle of the Sexes.
Sabalenka tabte kampen med de klare cifre 3-6, 3-6 og efterlod ikke meget drama og spænding på banen i Dubai. Men det vil belaruseren, der er nummer et i verden, gerne have lavet om på.
- Jeg ville bestemt gøre det igen. Jeg vil elske at få hævn, og jeg kan ikke lide at lade den stå, som den gør nu.
- Jeg lærte meget af kampen. Jeg vil gøre det igen. Jeg har brug for hævn, siger Sabalenka ifølge AFP.
Hun spillede på en bane, der var reduceret med ni procent i forhold til modstanderens halvdel. Det skulle gøre, at Kyrgios ikke fik en for stor fordel i forhold til slagkraft og fart, og begge spillere havde kun én serv.
Sabalenka ser gerne, at hun næste gang får lov til at spille på en fuld bane og med to server.
- Jeg tror, at vi skal finde på et andet format næste gang, siger Sabalenka, der så nærmest den modsatte effekt af ændringerne i Dubai.
- Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg skulle tilpasse mig, og det var vanskeligt for mig. Jeg vil have en fuld bane og to server. Det vil udligne vores niveau meget mere, vurderer hun.
Sabalenka åbner sin sæson med at spille Brisbane International, der fungerer som opvarmning til Australian Open senere i januar.
Hun vandt grand slam-turneringen i 2023 og 2024 og tabte sidste år finalen til Madison Keys.
/ritzau/
