Det er gunstigt, at Caroline Wozniacki har undgået en række topnavne i sin halvdel i Australian Open.

Melbourne. Torsdagens lodtrækning til den forestående grand slam-turnering Australian Open artede sig godt for den andenseedede dansker, Caroline Wozniacki.

Det vurderer tenniseksperten Michael Mortensen, der kommenterer turneringen for Eurosport. Han spår danskeren en god mulighed for at hente karrierens første grand slam-titel.

Det kan blive året, hvor hun vinder turneringen, når spillere som Serena Williams og Victoria Azarenka ikke kan stille op.

»Som helhed synes jeg, at hun har fået en god lodtrækning. Når man kigger på den nederste halvdel, som hun er en del af, er der kun fire seedede spillere, som hun har en negativ statistik mod. Det er opmuntrende,« mener Michael Mortensen.

Wozniacki risikerede en lodtrækning, hvor hun kunne møde eksempelvis den dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova eller tidligere verdensetter Angelique Kerber allerede i tredje runde.

Russeren Maria Sharapova, der har vundet fem grand slam-turneringer, var useedet og kunne blive en modstander når som helst.

Men ingen af de tre havnede i danskerens lodtrækningshalvdel og kan derfor først krydse Wozniackis vej i finalen.

»Det skete heldigvis ikke, så det er en gunstig lodtrækning. Men der er selvfølgelig spillere i hendes halvdel, som hun har haft det svært med.

Blandt andre Julia Görges, som hun tabte til i finalen i Auckland, og Coco Vandeweghe, som hun tabte til i Wimbledon. Og Jelena Ostapenko, som hun har tabt til alle fire gange.

Så der er spillere, der kan drille hende, men det er en grand slam-turnering, og der er ingen lette kampe,« fastslår Michael Mortensen.

Wozniacki skal i første runde møde rumæneren Mihaela Buzarnescu, der ligger nummer 57 på verdensranglisten. Danskeren vandt deres hidtil eneste indbyrdes opgør i US Open sidste år.

»Hun er en god spiller, men jeg synes ikke, at hun har de spillemæssige kvaliteter, der skal til for at drille Caroline. Hun gør ikke noget, som Caroline ikke gør bedre.

Jeg mener ikke, at hun har de fornødne våben til at besejre Caroline« vurderer Eurosport-eksperten.

Når Wozniacki til anden runde, bliver modstanderen enten kroatiske Jana Fett eller japanske Misa Eguchi.

Først i tredje runde risikerer danskeren at få seedet modstand, da hollandske Kiki Bertens kan blive modstanderen. Hende har Wozniacki mødt to gange tidligere med to sejre til følge.

»Kan hun komme stille og roligt igennem de første runder og blive fortrolig med omgivelserne, er jeg sikker på, at vi kommer til at se et flot resultat,« siger Mortensen.

Turneringen i Melbourne begynder mandag.

/ritzau/