Dommen er faldet over Boris Becker, som har tabt sit livs kamp.

Straffen, som betegnes som hård, lyder på to et halvt års fængsel til den tidligere tennisstjerne, som var synligt nervøs og berørt, inden og da dommen blev afsagt, rapporterer Bild fra retten.

Boris Becker er ved domstolen i London blevet kendt skyldig i fire tiltalepunkter, som relaterer sig til hans personlige konkurssag fra 2017 - og nu gælder det altså en tur i fængsel med det samme!

Tyskeren er blevet dømt for at skjule værdier - både penge og to Wimbledon-trofæer - så han kunne slippe for at betale sin gæld på hele 27 millioner, som han blandt andet har stiftet i den private bank Arbuthnot Latham.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Jeg kunne have idømt dig 18 måneders fængsel for hver af de tiltalepunkter, du er kendt skyldig i,« sagde dommer Deborah Taylor, som var kontant i sin aflevering af dommen, men som altså har været nådig, fremførte hun.

Den tidligere Wimbledon-mester kan få nedsat sin fængselsstraf til det halve, hvis han opfører sig eksemplarisk i fængslet.

Men først og fremmest skal den feterede stjerne rykke direkte i fængsel fra retssalen, hvorfra han bliver eksorteret væk af vagter.

På dagen har 54-årige Becker nået at hilse på sin mor samt være en tur i kirke. På vej til retten havde han Wimbledon-slipset på og kæresten Lilian De Carvalho ved sin side. Ved domsafsigelsen brød Beckers kæreste sammen i gråd, skriver Bild.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Også Beckers søn, Noah, har været til stede for at støtte sin far.

Becker kan anke afgørelsen, men det er meget svært at få igennem, da der skal være graverende fejl i processen, før det plejer at kunne lade sig gøre.

Den seksdobbelte grand slam-vinder blev i 1985 den yngste singlevinder af Wimbledon på herresiden, da han var blot 17 år.

Det blev til 49 titler i karrieren, hvor han hentede 160 millioner kroner i præmiepenge foruden en pæn indtjening på sponsorsiden.

Trods den store indtjening gennem karrieren er det altså lykkedes Becker at formøble hele siden formue, så han i 2017 blev erklæret konkurs.

Tilbage i 2002 blev Becker dømt for skattesnyd i Tyskland.