Den tyske tennisstjerne Alexander Zverev er blevet mødt af nye og meget alvorlige anklager.

I sidste uge fortalte hans ekskæreste Olga Sharypova om en episode lige op til US Open i 2019, hvor et skænderi endte med, at tyskeren forsøgte at kvæle hende med en pude, men det er ikke det eneste, han ifølge hende har gjort.

Det fortæller hun i et nyt, stort interview med Racquet Magazine, der er lavet af den anerkendte tennisjournalist Ben Rothenberg.

»Vi havde et andet skænderi, og det var her, han slog mig i ansigtet for første gang,« fortæller Olga Sharypova, der har kendt Alexander Sverev siden barndommen, hvor de begge spillede tennis.

»I andre skænderier skubbede han mig, vendte mine arme, kvalte mig, Men det her var første gang, at han slog mig – sådan rigtig slog mig. Da han forlod rummet, så...« siger hun, inden hun grædende må afbryde interviewet.

Et minut senere forklarer hun så, hvorfor hun reagerer så voldsomt.

»Det er virkelig hårdt at snakke om det her, fordi det virkelig var et helvede. Men jeg vil gerne sig det her og så glemme det. Efter det skænderi forlod han rummet, og jeg døde. Jeg døde følelsesmæssigt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg forstod ingenting i mit liv. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle deale med det, og hvorfor han ikke forlod mig. Hvorfor det blev ved med at ske. Jeg forstod, at jeg ikke kunne leve med denne person mere, men han kunne ikke forlade mig. Jeg vidste, at han ikke kunne give slip.«

23-årige Alexander Zverev har vundet 13 titler i sin karriere indtil videre og har været helt oppe som nummer tre på verdensranglisten.
23-årige Alexander Zverev har vundet 13 titler i sin karriere indtil videre og har været helt oppe som nummer tre på verdensranglisten. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Olya Sharypova fortæller herefter, hvordan hun på hotelværelset fandt tyskerens insulin. Nu vidste hun, hvad hun skulle gøre.

»Jeg vidste, at hvis en rask person injicerede insulin, så kunne man dø. Jeg injicerede det, og jeg var ikke bange. Jeg ønskede bare at komme væk på en måde, for jeg kunne ikke klare det mere.«

Herefter forklarer hun, hvordan Zverev forsøgte at tale med hende.

»Han kom tilbage på værelset. Jeg var på badeværelset bag den låste dør. Jeg ventede bare på, at det skulle ske. Han forstod, hvad jeg gjorde, og han tryglede mig om at åbne døren.«

Zverev hentede derefter en ansat, der sammen med tennisstjernen til sidst fik hende overbevist om at åbne døren.

Sharypova fortæller, at hun efterfølgende fik, hvad hun mener er glukosetabletter for at modvirke insulinen. Derefter kom hun sig, men brugte ifølge hende selv tre dage på hotelværelset med lukkede gardiner og lå i sengen og tænkte på, hvordan hun havde forberedt sig på at dø.

»Jeg var klar til det. Jeg ville det. Jeg ville ikke leve længere. Jeg havde altid hørt de her ting fra ham. At jeg er en dårlig person, der ikke fortjener noget som helst. Jeg tænkte: 'hvis jeg er en dårlig person, og ingen bryder sig om mig, hvad lever jeg så for?'.

Olga Sharypova og Alexander Zverev begyndte deres forhold tilbage i 2018, inden de i april 2019 gik fra hinanden.

Alexander Zverev var tidligere på året i sin første Grand Slam-finale i karrieren. Her endte han med at tabe til østrigske Dominic Thiem.
Alexander Zverev var tidligere på året i sin første Grand Slam-finale i karrieren. Her endte han med at tabe til østrigske Dominic Thiem. Foto: Danielle Parhizkaran
Vis mere

Sharypova fortæller i interviewet, at hun ikke har tænkt sig at involvere politiet i sagen, fordi hun ikke vil have noget fra ham. Hendes eneste mål er at hjælpe andre mennesker, der kan være i lignende situationer, og vise dem, at man kan finde styrken til at overleve og være stærk, som hun selv er.

Alexander Zverev afviste i sidste uge de anklager om vold, som Olga Sharypova var kommet med.

'Så er der de ubegrundede beskyldninger fra min ekskæreste, som jeg læste i medierne. De gør mig meget trist. Vi har kendt hinanden, siden vi var børn, og har delt mange oplevelser sammen. Jeg er rigtig ked af, at hun kommer med disse beskyldninger. Fordi de er simpelthen ikke sande,' skrev han blandt andet i opslaget, hvor han også kommenterede på historien om en anden ekskæreste, der er gravid med tennisstjernens barn.

Det kan du læse mere om herunder.